Forældrenes indkomst har ikke afgørende effekt på deres børns muligheder i livet, og vil have det mindre i fremtiden

Kronik i Berlingske Tidende 29/11/2023

Forældres mangel på økonomiske ressourcer påvirker børns uddannelses- og karakterniveau. Det er Birthe Larsens budskab i hendes kronik i Berlingske 6. november. I den hævder hun, at manglende penge i barndommen har betydning ikke bare for barnets mulighed for at være varmt og pænt klædt på, deltage i lejrskoler etc., men også langsigtede konsekvenser for barnets uddannelsesniveau og dermed produktivitet og livsindkomst. Det er imidlertid svært at påvise, at det forholder sig sådan, fordi mange andre forhold spiller ind. Der eksisterer ikke dansk forskning, som entydigt viser en sammenhæng mellem fattigdom i barndommen og livsindkomst.

Det, der kommer nærmest, er Rune V. Lesner’s studie fra 2017. I studiet er der benyttet detaljerede danske registerdata. Konkret er der set på opvæksten blandt søskende samt en række baggrundfaktorer. Der er målt på søskende, hvor den ene har oplevet fattigdom i opvæksten, og den anden ikke har. På den måde kan der med større sikkerhed påvises, at det er fattigdom som barn, der er udslagsgivende for, hvordan man klarer sig som voksen og ikke en række andre faktorer. Rune Lesner fandt en statistisk signifikant sammenhæng mellem, at blot et enkelt år i fattigdom forringer barnets livsindkomst på længere sigt. Sammenhængene var dog kun signifikante for nogle enkelte aldersgrupper i barndommen og ikke for alle aldersgrupper. At det var muligt at finde en sammenhæng af bare et års fattigdom i barndommen på den senere livsindkomst, blev af mange opfattet som et udtryk for, hvor afgørende effekt forælderens indkomst har på børns muligheder.

Validiteten af resultatet viste sig imidlertid at være tvivlsom, når han anvendte en anden definition af fattigdom, henholdsvis 30 og 40 procent af medianindkomsten i stedet for den traditionelle 50 procent, (det vil sige, når man kun kiggede på de helt fattige forældre) så forsvandt sammenhængende for samtlige aldersgrupper.

Til gengæld blev sammenhængene tydeligere, når der blev anvendte en fattigdomsgrænse, der var henholdsvis 60 eller 70 procent af medianen. Det vil sige, at Rune V. Lesners forskning viste det uventede resultat, at jo fattigere forældrene var, des mindre eller ingen betydning havde det for børnenes senere livsindkomst.

Komplekse årsager

Konklusionen må være, at årsagerne til forskelle i børns fremtidige uddannelsesmæssige og indtjeningsmæssige niveau er alt for komplekse til at tro, at det bare er et spørgsmål om penge. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være alle mulige legitime grunde til, at synes, at lavindkomstgrupper skal have flere penge, men der er ikke belæg for at påstå, at det automatisk vil betyde, at deres børn vil få højere karakterer og bedre uddannelser.

Flere penge er ikke et tryllemiddel eller løsning for at få løftet alle børn over i de voksnes rækker med kompetencer, der gør dem til selvhjulpne og bidragende borgere til vores fælles samfund.

Det, som bliver afgørende for at kitte vores fremtidige samfund sammen, er, at vi indretter samfundet på en måde, som reelt giver alle børn de bedste muligheder for at finde, styrke, udvikle og udnytte deres talenter og potentialer. Det handler om at sikre incitamentsstrukturer og rammer, der skaber diversitet i kompetencer og mindset.

Det kan være svært at forudse hvad og hvilke kompetencer, der bliver brug for i fremtiden, da mange af fremtidens beskæftigelsesmuligheder ikke eksisterer i dag. Ligesom de fleste formentlig vil foretage flere markante karriereskift i fremtiden.

Selvom det kan være svært at pege præcist på, hvilke kompetencer der er afgørende fremover, så kan man dog med sikkerhed sige, at konkurrence på kompetencer vil blive større som følge af en øget global konkurrence. For at klare sig i den større konkurrence i fremtiden handler det om at have en unik kombination af kompetencer og samtidig udmærke sig indenfor det, man er god til. Det gælder om at finde, styrke, udvikle og udnytte egne talenter og potentialer. Ikke alle kan alt, men alle kan noget.

Nye kompetencer

Ændringen i vigtigheden af kompetencer hænger sammen med, at vi er i gang med et paradigmeskift væk fra industrisamfundet til et mere innovativt samfund, hvor der gælder nogle andre spilleregler.

I industrisamfundet handlede det i høj grad om ensartethed, og at alle havde de samme kompetencer. Når det drejer sig om samlebåndsarbejde, er man aldrig stærkere end det svageste led. Det var derfor vigtigt, at alle havde det samme mindset og samme minimum af kompetencer. Det gjaldt om at løfte de svage op på et minimumsniveau. Hvis man ikke evnede dette, blev man betragtet som en taber. Tidligere var det således helt afgørende at man kunne læse, skrive og regne. Det er det stadigvæk, men heldigvis har den teknologiske udvikling skabt nye hjælpemidler som blandt andet højtlæsning, stavekontrol, regnemaskiner etc., forbedringer som alle har lige ved hånden, som har gjort, at man i dag kan klare sig nogenlunde uden at mestre disse tidligere helt afgørende kompetencer.

I det innovationssamfund, vi er på vej ind i, er man til gengæld aldrig bedre end den bedste idé. Det gælder derfor om at skabe så mange forskellige kompetencer og mindset som muligt. Ligesom det i mindre grad handler om at kunne forstå og gengive det, vi allerede ved, men derimod om at være mere nysgerrig på det, vi ikke ved, for at afsøge nye muligheder.

Vi ser således ind i en ny og helt anderledes verden, hvor det er mindre afgørende, at man besidder bestemte kompetencer. Det betyder blandt andet, at det bliver mindre afgørende, at de unge opnår et bestemt uddannelse- eller karakterniveau i det traditionelle uddannelsessystem. Noget som især rige og ambitiøse forældre nok umiddelbart vil have svært ved at acceptere.

Udholdenhed og passion

I fremtiden handler det mere om at være udholdende, passioneret og turde forfølge sine interesser. For at lykkes med dette er det vigtig, at man har mulighed for at fokusere på det, som har ens interesse, og hvor man samtidig formår at bevare sin nysgerrighed.

Om børn af lavindkomstforældre har sværere ved dette end andre børn, er der umiddelbart intet, der tyder på. Man kan bare iagttage, hvordan børn fra alle indkomstlag formår at være koncentrerede, når det gælder computerspil eller mobiltelefoner, fordi det fanger deres interesse.

Det at være nysgerrig og stræbsom er noget, der grundlæggende kendetegner os som mennesker. Hvis børn skal fortsætte med at være det, kræver det motivation og tryghed. Ikke tryghed i form at fjernelse af deres problemer og pakke dem ind i vat. Men derimod ved at give børnene en tiltro til egne evne til at klare de udfordringer og forhindringer, de måtte møde. At give dem et realistisk billede af, hvad verden og livet indeholder. Det er samtidigt vigtigt, at forældrene understøtter og motiverer deres børn ved at rose og opmuntre. Noget som burde være muligt for alle forældre, og som ikke har noget med størrelsen af pengepungen at gøre.

Hvordan vi vil sikre lige muligheder for alle børn, burde derfor handle om en helt anderledes indretning af uddannelsessystemet. Et uddannelsessystem, der stiller langt færre krav om at besidde specifikke kompetencer, men derimod tilskynder dem til at bevare deres nysgerrighed og fremme deres passion som drivkraft.

Det giver den enkelte mulighed for at lære og udvikle alle mulige og umulige kompetencer indenfor en bred vifte af emner. Det er ad den vej, de kan finde deres egen plads i solen i fremtidens samfund.

Det handler mere om engagement og motivation end antal hænder

Den nye valuta i dansk politik er arbejdskraft og ikke penge, hvis man skal tro regeringen. Det er også rigtig, hvis man kikker på det korte sigte. Både erhvervslivet og en række områder i de offentlige skriger på flere hænder. Man kan allerede nu se ind i en demografisk udvikling, der betyder færre i den arbejdsdygtige alder, samtidig med at der kommer flere ældre, der både har et større behov og er mere krævende end tidligere. Dertil kommer, at det ikke synes at være den store appetit på at arbejde mere eller længere. Det er naturligvis en udvikling, der ikke kan fortsætte uden enten øget import af udenlandsk arbejdskraft, forbedret produktivitet eller accept af et lavere velfærdsniveau. Ingen af disse muligheder synes umiddelbart tiltalende. Der er allerede en skeptisk over alt for mange udlændinge. Øget produktivitet oversættes til øget stress og pres for, at man skal løbe hurtigere i hamsterhjulet, hvilket der ikke er den store lyst til. Endelig er der selvsagt modstand imod forringelse i den offentlige service. Det er derfor påkrævet at tænke anderledes, hvis den gordiske knude skal løses.
Robusthedskommissionen har med sine anbefalinger vist vejen for, hvordan denne øjensynlige uløselige situation bedst håndteres. Det har den gjort ved at indtænke de muligheder, som udkrystalliserer sig med den voldsomme transformation vores samfund undergår i disse år.

Fremtiden defineres nemlig ikke kun af den demografiske udvikling, men også af en lang række andre megatrends. Det handler i særlig grad om den teknologiske udvikling, den stigende individualisering og globaliseringen. Disse tre megatrends forstærkere gensidigt hinanden og er årsag til, at vi er i gang med et samfundsmæssigt paradigmeskifte, som betyder, at verden af i morgen bliver meget anderledes, end den er i dag.

Robusthedskommissionen opfordrer til et opgør med den traditionelle holdning om, at vi alle skal have det samme. Nu hedder det ”Alle skal ikke have alt, og alle ikke skal have det samme.” I stedet skal der gives en langt mere differentieret behandling. Når det kommer til at få medarbejdere til at blive og arbejde mere, hedder løsningerne: Øget medarbejder-inddragelse, større medbestemmelse og medindflydelse samt øget fleksibilitet ved blandt andet at fjerne eller blødgøre de faglige grænser. Robusthedskommissionen har næppe foretaget en tilbundsgående analyse af, hvordan disse megatrends hver især og til sammen påvirker udviklingen i vores samfund i de kommende årtier, men den har ikke desto mindre taget højde herfor og indtænkt dem, med de løsninger den har fremlagt.

Hvorfor er det så den helt rigtige tilgang?

Den teknologiske udvikling har blandt andet muliggjort en langt større mobilitet og givet helt nye kommunikations- og analysemuligheder. Der er blevet skabt helt nye materialer, nye metoder indenfor genteknologi og nye muligheder med digitalisering, big data og kunstig intelligens. Dertil har den teknologiske udvikling betydet nye og langt billigere måder at afprøve og skabe nyt på.

Globaliseringen og den teknologiske udvikling har tilsammen skabt en intens global konkurrence og handel, der har resulteret i en velstandsstigende uden fortilfælde i historien. En velstandsstigning, der har støttet op om en voksende individualisering og skabt en voldsom efterspørgsel efter nye og skræddersyede produkter og ydelser.

Det er en udvikling, der har ført til et skift i værdiskabelsen væk fra de gængse standardprodukter til det nye og det unikke. Det er et resultat af øget mobilitet og udbredt adgang til nyeste teknologi, som har gjort, at standardprodukter stort set kan produceres af alle, hvilket sammen med en intens global konkurrence har presset priserne på standardvarer og tjenester ned. Det gælder selv avancerede produkter som tv-apparater og computer også selvom kvaliteten er blevet langt bedre. Samtidig er efterspørgslen efter nyt og det unikke steget markant i takt med, at vi er blevet rigere og flere søger at udtrykke deres identitet gennem deres forbrug.

Et nyt paradigme

Skiftet i værdiskabelsen har resulteret i et paradigmeskifte til et nyt og mere værdiskabende produktionsmetode/paradigme, som derfor langsomt udkonkurrer det gamle paradigme. Værdiskabelsen skabes i mindre grad på fabriksgulvet og ved samlebåndene, men derimod ved at tænke nyt og sætte ting samme på helt nye måder. Mange gentagne processer og rutinemæssige/trivielle funktioner overtages i stigende grad af robotter og kunstig intelligens, hvorved der frigøres mange hænder til nye, mere kreative og meningsfulde opgaver.
Det nye paradigme - Innovationssamfundet - bygger på en helt anderledes indstilling til arbejde, der fremmer engagement, motivation og passion ved give den enkelte større fleksibilitet, medbestemmelse og meningsfyldt arbejde. Et forhold, som stadig flere efterspørger. Det handler om at skabe større innovation gennem øget diversitet ved at lade den enkelte forfølge og fokusere på sine styrker og potentialer. Det handler ikke om flere hænder, men i højere grad om mere motiverede og engagerede medarbejder. Da disse både er selvkørende og mere produktive.

Lyder det urealistisk? Det er en udvikling der allerede er i gang. Det bliver stadig tydeligere, at industrisamfundet synger på sidste vers. Opbakningen til helt grundlæggende institutioner som folkeskolen og fagforeningerne svinder. Hjulene er samtidig ved at falde af velfærdsstaten. Stadig flere vælger at forsikre sig ekstra i form af sygeforsikring og lønsikring. Ligesom der bliver mere almindeligt at supplerer med private ældrepleje. Den tidligere holdning om, at ”one size fits all”, når gælder offentlig service, er under voldsomt pres.

Sundhusvæsen står især over for store udfordringer. Det hænger sammen med, at velstandsstigningen især skaber øget efterspørgsel efter sundhedsydelser og individuel behandling. Samtidig er sundhedssektoren nok den del af offentlige sektor, som i struktur og indretning minder mest om den traditionelle industriproduktion med sin meget hierarkiske struktur, opdeling i siloer, faste faggrænser og nulfejlskultur. Robusthedskommissionen anbefalinger om at reformere sundhedsvæsnet afspejler da også innovationssamfundets tankegang.

Desværre har politikkerne endnu ikke vist forståelse for, at løsninger ikke længere er mere af det sammen, men om at omfavne et nyt paradigme, som vi er på vej ind i. Og det et nyt paradigme, som kræver nogle helt andre, men heldigvis også i mange tilfælde mere spiselige reformer. At forsøge at appellere til traditionelle dogmer som ret og pligt eller solidaritet og fællesskab har ingen bundklang. Ikke fordi vi ikke vil fællesskabet, men fordi vi ønsker et mere fleksibelt fællesskab, hvor der er plads til individuelle hensyn og et fællesskab mere drevet af lyst og mangfoldighed end af pligt og konformitet.
Danmark har et stærkt og bedre udgangspunkt, når det gælder fremtiden, end de fleste andre vestlige lande, fordi vi generelt er mere fleksible og vant til større medbestemmelse. Men vi har samtidig en forkærlighed for konformitet og stor tryghed, hvilket kan vise sig, at blive en alvorlig bremseklods.

Vi har derfor i den grad brug for modige politikker, som tør tage debatten om fremtidens udfordringer og forberede befolkningen på de kommende ændringer, så vi i tide kan indrette os efter fremtidens behov. Sker det ikke, risikerer vi for alvor at udfordre vores velfærdssamfund.

Den sociale mobilitet er langt større end sit rygte

Kvinderne er løbet fra mændene, når det gælder uddannelse. Det forklarer måske også, hvorfor netop unge kvinder er så stressede.

Det er helt afgørende for et samfunds selvforståelse og sammenhængskraft, at man har tiltro til, at det er muligt at gøre fremskridt også uanset social baggrund. I USA har man i mange år haft den amerikanske drøm som en bærende fortælling. Den har været helt central for den amerikanske kultur og amerikanernes selvforståelse siden landets grundlæggelse. I de seneste år er det blevet stadigt svære at opretholde for-tællingen. Drømmen om, at alle mennesker har muligheder for at opnå succes og lykke, uanset deres baggrund eller sociale status har fortonet sig og er erstattet af en fortælling om stigende ulighed og faldende social mobilitet. Vi ser i dag et amerikansk samfund præget af frustrationer og stadig ringere sammenhængskraft. 

I Danmark har vi ikke uden stolthed brystet os af fortællingen om, at alle mennesker skal have lige muligheder, og i Danmark sikrer vi det ved lige og gratis uddannelse for alle og for de længerevarende uddannelser endda bakket op med økonomisk støtte via SU. Ræsonnementet er, at lige adgang til uddannelse mere eller mindre per automatik frisætter den sociale mobilitet. 

Men også i Danmark er der opstået en fornemmelse af, at mobiliteten ikke længere er så stor som tidligere. Et forhold der blev bekræftet af en analyse fra Rockwool fonden, som konkluderede, at den sociale mobilitet efter en kraftig stigning især op igennem 1960’erne, ikke bare var fladet ud, men havde været faldende i en lang årrække, så den sociale mobilitet nu var faldet tilbage til niveauet fra starten 1950’erne.  

Social mobilitet kan opgøres på flere forskellige måder, men den mest almindelig metode er at sammenligne forældrenes socioøkonomiske status med børnenes senere socioøkonomiske status. Ofte er der fokus på, i hvor høj grad man uddannelses-mæssigt følger i fodsporene på sine forældre. Altså lav mobilitet, hvis håndværkerens søn bliver håndværker, og lægens søn bliver læge. Og høj social mobilitet, hvis håndværkerens søn i stedet bliver læge eller får en anden højere uddannelse end sine forældrene.  

De to mest anvendte måder at måle social mobilitet på er absolut eller relativ social mobilitet. Den absolutte sociale mobilitet måler, i hvilken grad børn bevæger sig op eller ned i forhold til deres forældre status. Mens den relativ sociale mobilitet måler sandsynligheden for, at en person vil bevæge sig op eller ned i forhold til resten af befolkningen.

At den sociale mobilitet nu er tilbage på niveauet fra starten af 50’erne, lyder umiddelbart meget negativt, men det dækker faktisk over, at mobiliteten er stærkt påvirket af en kraftig stigning i det uddannelsesmæssige niveau generelt. Hvis man måler den relative sociale mobilitet som i Rockwool analysen, så får man en markante stigning i den uddannelsesmæssige mobilitet i slutning af 50’erne og op igennem 60’erne og 70’erne. Det hænger sammen med, at opdelingen mellem land og by langsomt blev ophævet med folkeskolereformen i 50’erne, som løftede uddannelsesniveauet især på landet, så alle fik mindst 9 årsskolegang. Det uddannelsesmæssige løft i grund-uddannelsen førte automatisk til en både højere absolut og relativ social mobilitet, fordi nu fik især dem i bunden en bedre/højere uddannelse end deres forældre. Effekten af dette løft forsvinder automatisk i løbet af de følgende ca. 30 år, når deres børn også får den nu længere skolegang. Den relativ sociale mobilitet vil derfor begynde at falde tilbage igen.   

Der har været tale om et massivt løft i uddannelsesniveauet de seneste 15-20 år og dermed også i den absolutte sociale mobilitet. De nuværende generationer oplever således generelt, når det gælder deres uddannelsesniveau at komme meget længere end deres forældre. Det skyldes, at i takt med at erhvervslivet er blevet mere teknologisk og videns baseret, så er der blevet et større behov for med-arbejdere med en højere uddannelse. Hvilket har ført til en øget efterspørgsel efter universitetsuddannede og andre højtuddannede medarbejdere. Den meget kraftige stigning i antallet, der tager en lang videregående uddannelse er primært sket for unge fra hjem, hvor forældrene i forvejen har haft en form for uddannelse. Så selvom der er sket et markant løft i uddannelsesniveauet for alle grupper, så har den ikke været helt så stor for dem med forældre med de lavest uddannelsesniveauer, og derfor fortsætter den relative sociale mobilitet med at falde.

Men det mest markante ved udvikling i uddannelses-niveauet de sidste 15-20 år er udviklingen i mobiliteten for kvinder. Over 60 pct. af kvinderne, der var mellem 30 og 34 år i 2022, har således fuldført en videregående uddannelse. Til sammenligning har godt 45 pct. af mændene i alders-gruppen gjort det samme. Det vil altså sige, at der er en forskel på 15 procentpoint mellem de to køn. Selv om andelen af personer med en fuldført videregående uddannelse er steget for begge køn, er forskellen mellem kønnene også blevet større gennem årene. I 2006 var forskellen således kun 8 procentpoint.

Den øgede forskel mellem mænd og kvinder skyldes især, at langt flere kvinder fuldfører en lang videregående ud-dannelse end for 20 år siden. I 2006 havde kun 13,4 pct. af kvinder mellem 30 og 34 år en lang videregående eller bacheloruddannelse. I 2022 var den tilsvarende andel 28,9 pct. Også flere mænd har fået en lang videregående uddannelse i perioden, men stigningen her har kun været fra 12,9 pct. i 2006 til 22,4 pct. i 2022. Den samme udvikling genfindes i mindre grad også i mellemlange videregående uddannelse. Og i udviklingen for kvindelige indvandrere og efterkommer af indvandre.

Der går således ufattelig godt med mobiliteten i ud-dannelsen især for kvinder. Hvis man skal være bekymret for udviklingen, så må det gælde de unge mænd. Gabet mellem mænd og kvinders er meget stor og har været voksende, og alt tyder på, at det vil fortsætte med at vokse. Forskellen mellem drenge og pigers karakterniveau folkeskolen er således stor og voksende. Overvejelserne om at indføre strengere krav til karakterniveauet for adgang til gymnasierne vil derfor sandsynligvis gøre gabet i uddannelsesniveau endnu større. Det er ikke et emne, som har haft særlig meget fokus i ligestillingsdebatten, men forskellen i uddannelsesniveauet vil utvivlsomt få en afgørende betydning for forholdene mellem kønnene i fremtiden.

Når det gælder uddannelse, har kvinderne således vundet kønskampen med flere længder for flere år siden. Det kaster også et nyt lys og giver en mulig forklaring på det kraftig voksende stress blandt netop de yngre kvinder. Den kraftig stigende i stress skyldes muligvis ikke, som det ofte tilskrives, at kravene er blevet højere, men derimod et kraftigt løft i ambitionsniveauet hos den enkelte, som har ønsket at få og opnået et langt højere uddannelsesniveau.

Det kræver naturligvis langt større indsats op igennem uddannelses-systemet, hvis man ønsker at opnå en lang videregående uddannelse. Det vil naturligvis skaber et større pres og for nogle muligvis et for stort pres. Det er derfor også vigtigt at tage en diskussion om, i hvilket omfang vi er kommet i en situation, hvor vi uddanner for mange til for meget, eller at samfundsudviklingen kræver et løbende kompetenceløft. Men endnu vigtigere er det at få sat lys på årsagen til udviklingen for dreng/mænd. Den markante løft for kvinderne tyder på, at årsagen i mindre grad kan tilskrives sociale forhold.

Uddannelsessystemet skal skræddersyes mere til den enkelte for at klare fremtidens krav

Regeringens forslåede reformer på uddannelsesområdet er indtil videre blevet mødt af den sædvanlige modstand, når det gælder forandringer. Man må håbe, at regeringen ikke mister modet, for der er brug for store forandringer.

Regeringen fremlagde forleden det første udspil i sin reform af uddannelsessystemet. Nøgleelementet i udspillet der hedder ”forberedt på fremtiden” er at gøre længden på visse
videregående uddannelser mere varieret - et skridt i den rigtige retning. Men for at vi virkelig kan imødekomme fremtidens udfordringer, kræver det større fleksibilitet ikke kun i forhold til
længden, men især til mulighederne for at skræddersyet indholdet til individuelle interesser og kompetencer.

Uddannelsessystemet har altid været et spejlbilledet af samfundets og tilpasset erhvervslivets behov. I dag er samfundet i en brydningstid, hvor vi bevæger os fra et industri-samfund henimod et langt mere innovativt samfund. Det er en udvikling, der kun vil tage til i styrke. Vi lever samtidig i en stadig mere digitaliseret, mobil og global verden. Begge dele har enorme betydning for hvordan uddannelsessystemet skal ind-rettes, hvis det skal leve op til fremtidens krav. Det betyder bl.a. at man ikke i samme grad skal tilrettelægge uddannelses-systemet efter det nationale erhvervsliv og slet ikke dens aktuelle behov, men i stedet se længere ind i fremtiden.

En mere innovativ fremtid vil fordre en sværm af nye kompetencer og indsigter. Det gælder især bedre samarbejds-evner, mere kritisk tænkning, større refleksion og social intelligens. Det kan imidlertid være svært at forudse, hvilke krav til kvalifikationer de kommende skolebørn, vil blive mødt med, når de rammer arbejdsmarkedet. Ifølge World Economic Forum er det således op imod 50% af dem, som nu er startet i skolen, som vil ende i en jobfunktion, der endnu ikke eksisterer. Det man ved er, at fremtiden kræver en høj grad af  omstillingsparathed. Det gælder derfor om at lære “at lære”, så man resten af livet via selvstudier, efteruddannelse og anden kompetenceudvikling er i stand til at videreudvikle sig og tilpasse sig forandringerne. Det er derfor vigtigt, at man gør op med tankegangen om, at man først erhverver alt sin viden og derefter anvender den - Hjernen er ikke et kar, der skal fyldes, men en ild der skal tændes.

I fremtiden vil man stort set kunne erhverve de samme kompetencer uanset, hvor man befinder sig i verden, bare man har en internetforbindelse. Ligesom at langt flere jobfunktioner bliver uafhængige af den fysiske lokation. Det er en udvikling, der er ensbetydende med en langt mere intens konkurrence, når det gælder den enkeltes kompetencer og jobmuligheder.  Udviklingen kræver, at den enkelte skal arbejde hårdt. Men primært med det, som har den enkeltes interesse og hvor man har sine talenter. For den enkelte gælder det om at stræbe efter at være rigtig god til det, som man har talent for og interesse i. Eller sagt på en anden måde: Vi skal alle blive rigtig god til det, vi er bedst til. De ting, som vi er dårlige til eller ikke har interesse i,
bliver der i langt højere grad mulighed for at slippe for ved at outsourcede opgaver til teknologien. Ligesom at virksomheder allerede i dag fokuserer på det, de er gode til, og outsourcer resten.

Hvis man skal lykkes med at bevare motivationen i en hård konkurrence, så kræver det at man i langt højere grad får lov til at arbejde med og fordybe sig i det, der har ens interesse, og hvor man mener at have sine styrker. Hvad der tidligere blev opfattet, som helt centrale kompetencer, som for eksempel stavning, regning, læsning og sprog kan håndteres med en smartphone. Det er en udvikling, der reelt kun lige er begyndt. Det betyder, at dem, der tidligere ikke evnede at fyldepaletten helt ud og brugte mange ressour-cerne på at kæmpe med deres svagheder, nu skal have mulighed for at koncentrere sig om deres interesser og spidskompetencer. Hvis uddannelses-systemet skal sikre at vi kan leve op til fremtiden krav, kræver det at uddannelser bliver mere inspiration og tilskyndelse til fortsat læring. Alle mennesker er født nysgerrige og stræbsomme. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville vi aldrig lære at gå eller lære at tale et sprog. Men mange mister desværre både deres nys-gerrighed og stræbsomhed allerede i løbet af skoletiden.

Den traditionelle enhedsskoles tætpakkede pensum med den samme klasse, lærer, samme fag til alle, er indrettet til at understøtte et industrisamfund, der er baseret på ensartethed og ikke fremtidens innovationssamfund, som har behov for mangfoldighed og spidskompetencer. Vi er vidt forskellige, og undervisningen burde derfor i langt højere grad optimeret efter den enkeltes behov, interesser og evner. I stedet for at være bundet til den samme klasse, burde man være sammen med dem, man deler interesser og fagligt niveau med. De om-fattende læringsmål, der reelt bliver til mindste fælles-nævner, fungerer som en spændetrøje for både lærer og elever. Den obligatoriske del af pensum skal derfor være langt mindre. Børn og unge skal med deres individuelle evner og interesser have bedre mulighed for at prøve sig frem og begå fejl.

Der eksperimenteres i stigende grad med nye lærings-metoder og features, som gør læringen mere motiverende. Gamification er et eksempel på en ny læringsmetode, hvor man udnytter computerspillets evne til at holde spillerne tryllebundne og stærkt koncentrerede i timevis. Computerspillenes succes skyldes ofte, at de hele tiden er i stand til at skabe et spænd-ende univers og tilpasse sværhedsgraden i takt med, at spillerens kvalifikationer forbedres. Samtidig fyldes der på med nye features i takt med, at det lykkes at løse opgaverne. På den måde fastholdes engagementet, så der forsøges igen og igen, indtil det lykkes.

Der er behov for at brække op i folkeskolens alt for snævre curriculum og bryde med at fag og fagniveauer fastsættes efter alder i stedet for interesser og kompetencer. Her er der stor hjælp og inspiration at hente fra digitalisering, som nu i stigende grad trækkes ind i undervisningen og som i øvrigt i stort omfang former børn og unges univers. Digitaliseringen gør det muligt at tilbyde skræddersyede forløb i overens-stemmelse med den enkeltes behov og interesse. Digitalisering gør, at ting som kan være svære at forstå i første omgang, kan gentages og forklares på mange nye måder af forskellige lærere i en video eller podcast. Digitale læringsmetoder giver ligeledes mulighed for, at vi kan tage hensyn til, at børn lærer på forskellige måder og i et forskelligt tempo.

Udbuddet af læringsportaler udvikler sig med stor hast. Man kan allerede finde mange korte, intensive og skrædder-syede uddannelsesforløb, som relativt hurtigt giver deltagerne helt nye kvalifikationer inden for et utal af områder. Undervisnings-portalerne indeholder flere andre interessante features, som giver mulighed for at følge den enkeltes fremskridt, og mulighed for at få hjælpe og støtte fra andre deltager. Udviklingen gør, at undervisere frigøres fra traditionel klasseundervisning, men vil til gengæld skulle spille en langt større og vigtigere rolle som inspiratorer, coaches og sparringspartnere for den enkelte elevs jagt efter viden og indsigt. Man tør næsten ikke tænke på effekten, hvis tilgang til lektier eller indlæring blev tilgået med den samme energi og ildhu.

De foreslåede reformer er indtil videre blevet mødt af den sædvanlige modstand, der som automatreaktion altid kommer, når det gælder forandringer. Alligevel må man håbe for de unge og vores fælles fremtidig velstand, at regeringen har mod til at gå endnu videre med reformerne af uddannelsessystemet og skele langt mere til fremtidens krav i de kommende udspil.

Danskerne savner kriseforståelse

Regeringen har beskrevet sig selv som et arbejdsfællesskab. Det er en betegnelse typisk brugt af ejerforeninger, når man fra tid til anden har brug for at mobilisere beboerne til at smøge ærmerne op og afsætte en dag til rengøring og opfriskning af ejendommen og de omkringliggende arealer. Den nyvalgte bestyrelse i ejerforeningen Danmark har indkaldt til en fælles arbejdsdag på store bededag, men ingen har endnu skrevet sig på deltagerlisten i opgangen.

Bestyrelsen for Danmark kom til verden med en målsætning om at vedligeholde og sikre, at ejerforeningen fortsat er en af de allerbedste og tryggeste i kvarteret med et rigtigt godt fællesskab – akkurat det, som ligger mange af beboerne på sinde. Man skulle derfor tro, at der ville være bred opbakning til at skrive sig på listen og give et ekstra nap med.

Men nej, bestyrelsen må erkende, at beboerne ikke synes villige til at yde noget for at vedligeholde ejerforeningens fælles arealer. For at overkomme beboernes manglende opbakning har bestyrelsen valgt at godtgøre beboerne for deres deltagelse og med en appel om, at den fællesarbejdsdag bl.a. skal bruges til at hjælpe naboejendommen, som har været udsat for hærværk.

Bestyrelsen forsøger sig også med at fortælle, at ejerforeningen er udfordret af, at foreningens kasse er ved at være tom, blandt andet fordi der skal bruges penge til opsætning af dørtelefoner for at imødegå den stigende kriminalitet i kvarteret. Foreningen har ikke længere råd til at hyre håndværkere, så hvis der skal udbedres noget, er beboerne nødsaget til selv at gøre det. Den slags fortællinger er der imidlertid ikke mange af beboerne, der bider på.

Det er umiddelbart svært for beboerne at forstå, at ejerforeningen ikke bare kan låne penge i banken. Bestyrelsen snakker om noget, de kalder ”manglende strukturelle råderum”, men det har de fleste af beboerne svært ved at forstå og synes, at det må være rigeligt med det ledige rum nede i ejendomskælderen.

Situationen er til en vis grad selvforskyldt, fordi beboerne hele tiden er blevet mødt af forskellige fortællinger fra bestyrelsens side, alt efter hvad der lige er oppe i tiden. Ifølge den sidste bestyrelse var der ikke behov for udbedringer.Og da hele boligforeningen for nylig var ramt af sygdom, bestilte og betalte bestyrelsen takeaway til alle i ejendommen. Dengang var der åbenbart råd til det hele.

Uanset om beboernes manglende medspil er mistro over for bestyrelsens fortællinger eller ulyst, står den nye bestyrelsen med en alvorlig udfordring, fordi den har lovet beboerne, at ejerforeningen vil blive ved med at være kvarterets bedste.

Hvis der ikke hurtigt indtræffer sig en reel kriseforståelse og opbakningen, kan det gå rivende galt for bestyrelsen og foreningens beboere. Snart vil de opdage, at de seneste 15-20 års ændrede vejrforhold har betydet, at taget er blevet utæt og skal udskiftes inden for de kommende år.

Det er noget, der vil ramme alle beboerne, men nogle vil blive hårdere ramt end andre, hvis man ikke i tide erkender problemet og får gjort noget ved det. Det vil uden tvivl føre til spændinger, marginalisering og polarisering blandt beboerne og vil være ødelæggende for fællesskabet i ejendommen. Det er en situation, der vil få en fælles arbejdsdag på store bededag til at blegne.

Ligesom ejerforeningen har foreningen Danmark voldsommere udfordringer i vente. Det er de færreste, der har fået øjnene op for de udviklingstendenser, der udspiller sig nu, og som kommer til at præge fremtiden.

Det er tendenser, der i de kommende år vil forstærke den økonomiske, uddannelsesmæssige og på anden vis ressourcemæssige skævvridning af Danmark, som allerede har fundet sted i de seneste årtier.

Vi er nemlig i gang med en voldsom transformation drevet af megatrends som globalisering, hastig teknologisk udvikling, voksende individualisering og øget fokus på bæredygtighed. Det er en udvikling, der vil forandre vores samfund og værdiskabelsen radikalt de kommende årtier.

Det, vi nu ser, er, at værdiskabelsen er godt i gang med at forskyde sig ved, at de dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer ikke længere er maskiner eller kapital, men derimod idéer – især radikalt nye idéer, der fører til banebrydende innovationer. Historisk har skift i værdiskabelsen resulteret i et samfundsmæssige paradigmeskift.

Denne transformation fra industrisamfundet henimod et innovationssamfund har allerede sat sine spor på bl.a. arbejdsmarkedet. Her ser vi stigende mobilitet, nye måder at organisere arbejdet på og decentraliseringen af beslutningsprocessen. Men det er kun lige begyndelsen.

Øget digitalisering kombineret med kunstig intelligens betyder, at en række rutineprægede, veldefinerede jobfunktioner i stadig større grad overtages af robotter og computere. Det gælder ikke bare manuelle jobfunktioner, som indtil nu er blevet påvirket mest, men i stigende grad også kognitive rutinefunktioner og processer.

Det betyder, at især mellemindkomster som revisorer, piloter, læger, bankansatte, lærer, advokater etc. vil blive hårdt ramt i form af arbejdsløshed og/eller relativ lønnedgang. Det er grupper, der aldrig tidligere har været ramt af voldsomme forandringer.

Tilsvarende vil der vokse nye jobfunktioner frem som følge af efterspørgsel efter kreativitet, kritisk tænkning, fleksibilitet samt sociale og humane færdigheder. Vellønnede attraktive job fyldt med spændende muligheder. Det kan sammenlignes med paradigmeskiftet fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, hvor arbejdet i marken for mange blev byttet ud med samlebåndsarbejde i industrien.

Transformationen vil medføre omfattende reallokering af ressourcerne og forandringer, som de færreste er klar til. Det nuværende system er slet ikke gearet til at håndtere så voldsomme forandringer.

Bestyrelsen for Danmark står altså over for en større ombygning af det eksisterede danske samfund, som ikke gøres med en fælles arbejdsdag. Det vil ikke alene kræve reformer, der omlægger mange af strukturerne opbygget under industrisamfundet, men også få lagt kimen til en ny samfundsfortælling, som flere kan se sig selv i, og som samtidig skaber opbakning til en omlægning af samfundets strukturer.

Man har forsigtigt taget hul på emnet ved at tale om, at vi skal gå fra at være en velfærdsstat til at være et velfærdssamfund. Vi står over for en stor opgave med at kalibrere statens rolle, så vi også i et innovationssamfund fortsat er beboere i et af de allerbedste og tryggeste kvarterer med et rigtigt godt fællesskab.

Det er et langt, sejt træk, som næppe vil kunne holdes på sporet, medmindre man over mange år har en bestyrelse med bred opbakning (hen over midten).

Fremtiden banker på. Er vi klar?

Valgkampe udgør demokratiets festdage, men ofte udstiller de også demokratiets svaghed. Debatterne handler i helt overvejende grad om diverse kortsigtede løsninger på aktuelle og umiddelbart opståede udfordringer. Det langsigtede perspektiv medtages derimod kun sporadisk eller slet ikke. Sidste valg var dog en undtagelse, da befolkningen ville det anderledes, fordi de var blevet opskræmt af de langsigtede konsekvenser for miljøet.

Valgkampen går den slagen vej. Udover med den traditionelle gaveregn af øget udgifter eller skattelettelser strør partierne om sig med lappeløsninger og justeringer i velfærdsstatens maskinrum, som de med stor patos markedsfører som afgørende reformer. Fakta er, at der under retorikken gemmer sig en generel konsensus om opretholdelse af det velfærdssamfund, som vi har bygget op i Danmark. Kontroverserne om fordeling af byrder og goder under de givne rammer fremføres med kant til politiske modstandere, men reelt er der ingen dybdegående diskussion om, hvordan vores samfund skal udvikle sig for at opretholde vores velstand og sikre borgernes fremtidige behov og ønske i en verden i hastig forandring.

Konsekvensen af den manglende debat om det lange perspektiv er, at vi hele tiden bliver taget på sengen. Uden debat om, hvor vi skal hen, dannes der ikke rum for indsigt i de kommende udfordringer eller deres omfang, og dermed er der heller ikke en fælles forståelse for i tide at gennemføre de reformer, der vil kunne forebygge de kriser, som vi ellers uvægerligt vil løbe ind i. Demokratiet ender med at komme til at springe fra krise til krise, der håndteres med panikindgreb og forhåndenværende tiltag under de givne strukturer, som ellers kunne have været forebygget med reformer baseret på bred opbakning skabt gennem folkelig debat.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har tidligere på året sat ord på, hvad vi har i vente: »The world is changing in big ways. We’re going to see more change in the next 10 years than we saw in the last 50 years.« Om det kommer så vidt, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at fremtiden byder på voldsomme forandringer, og at vores velfærdssamfund, som det er opbygget, vil være ude af stand til at rumme de forandringer, som vi står over for de næste 20-30 år.

Udover den demografiske udvikling vil kombination af andre megatrends som globalisering, hastig teknologisk udvikling, voksende individualisering og øget fokus på bæredygtighed forandre vores samfund og værdiskabelsen radikalt de kommende årtier. Værdiskabelsen forskyder sig med stor hast i disse år, ligesom den gjorde, da vi bevægede os fra landbrugssamfundet over i industrisamfundet.

Hvor værdiskabelsen i landbrugssamfundet kom fra jord, forskød den sig i industrisamfundet til maskiner og kapital. Vores samfund blev grundlæggende transformeret, og vi fik et voldsomt velstandsløft med industrisamfundets standardprodukter og -ydelser. Det, vi nu ser som tegn på, at værdiskabelsen igen forskyder sig, er, at priserne på standardvarer og -tjenester de seneste årtier har været stærkt vigende. Der betales derimod betydeligt mere for det nye og unikke. De dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer er ikke længere maskiner eller kapital, men derimod idéer – især radikalt nye idéer, der fører til banebrydende innovationer.

Vi er allerede i en transformation fra industrisamfundet henimod et innovationssamfund. Det har sat sine spor på eksempelvis arbejdsmarkedet. Her ser vi stigende mobilitet, nye måder at organisere arbejdet på og decentraliseringen af beslutningsprocessen. Men det er kun begyndelsen.

Øget digitalisering kombineret med kunstig intelligens betyder, at en række rutineprægede, veldefinerede jobfunktioner i stadig større grad overtages af robotter og computere. Det gælder ikke bare manuelle jobfunktioner, som indtil nu er blevet påvirket mest, men i stigende grad også kognitive rutinefunktioner og processer. Det betyder, at især mellemindkomster som revisorer, piloter, læger, bankansatte, lærer, advokater etc. vil blive hårdt ramt. Tilsvarende vil der vokse nye jobfunktioner frem som følge af efterspørgsel efter kreativitet, kritisk tænkning, fleksibilitet samt sociale og humane færdigheder. Det kan sammenlignes med skiftet fra arbejde i marken til samlebåndsarbejde i industrien.

Transformationen vil medføre omfattende omallokering af ressourcerne. Det vil betyde stor usikkerhed og markant større ulighed, som vil skabe øget polarisering og risikerer for alvor at splitte os i de kommende årtier. Det er forandringer, vi ikke kan overkomme med den eksisterede danske model blot ved at justere den hist og pist. Der skal en større ombygning til. Altså reelle reformer fremfor justeringer for at opretholde det bestående.

Reformdagsordenen hæmmes voldsomt af, at det ikke er bred indsigt i de langsigtede udfordringer. Uden indsigt og forståelse for omfanget af udfordringerne er det svært at få opbakning til reformer.

Problemet er, at politikerne er helt bevidste om, at der ikke er stemmer i en kompliceret og uoverskuelig debat om den langsigtede udvikling og behovet for grundlæggende reformer. Vælgerne synes kun at have øje for kortsigtet og snævre egeninteresser, og at tingene bare skal holde deres tid ud, og har ringe opmærksomhed på, at løsningerne også skal holde for deres børn og børnebørn.

Politikerne er havneti et selvforskyldt dilemma ved ikke i tide at have taget debatten om, i hvilken retning vores samfund skal udvikle sig. Luxembourgs tidligere premierminister og senere kommissionsformand for EU Jean-Claude Juncker er måske den, som bedst har udtrykt dilemmaet. Han er som politiker citeret for, at »vi ved alle sammen, hvad vi skal gøre. Vi ved bare ikke, hvordan vi skal blive genvalgt, når vi har gjort det.«

Med andre ord kræver det i et demokrati, at der er en bred og folkelig debat om de langsigtede udfordringer, vi står over for, for at skabe forståelse for omfattende forandringer – og især når det indebærer ubekvemme tiltag for at rette op på tingenes tilstand – så de politikere, der sætter dem i værk, bliver bedømt på, om de har gjort, ”hvad der skal gøres”.

I klimadebatten er det lykkedes, fordi FN’s Klimapanel har initieret debatten og ved at beskrive de langsigtede konsekvenser af stigende temperatur og det forhold, at udviklingen er irreversibel. Budskabet om, at der skal handles nu, er gået rent ind og det i en grad, så befolkningen kræver handling af politikerne.

Når det gælderden fremtidige samfundsudvikling, så er den lige så irreversibel, da vi med stor hast flytter os fra industrisamfundet over i innovationssamfundet. Der er akut brug for en debat om, hvordan vi udvikler vores samfund, så det kan overkomme udfordringerne og høste de muligheder, som forandringerne kan give os. Hvad vi gør nu, har konsekvenser for os alle, men allermest for vores børn og børnebørn.

For demokratiets langsigtede overlevelse må vi sætte vores lid til, at medierne lever op til deres ansvar som udfordrer til det etablerede og initiere den nødvendig debat ved at gå de opstillede kandidater på klingen om, hvordan de mener, vores fælles hus skal ombygges, så det kan stå distancen i en verden tæt pakket med forandringer og udfordringer.

Men desværre er det nok en utopi.

Ræset mod det forjættede 12-tal er med til at give de unge tunnelsyn

Regeringen lægger op til at ændre, hvordan studerende optages på de videregående uddannelser. Formålet er ifølge statsministeren blandt andet at komme karakterræs og mistrivsel blandt unge til livs ved at indføre et loft på gennemsnitskarakteren på 10.

Det er højst tvivlsomt, om en sådan snuptagsløsning vil have nogen effekt overhovedet på de unges mistrivsel. Den udløsende stressfaktor for de unge er deres jagt på høje karakterer på tværs af alle fag for at opnå et højt gennemsnit. I bestræbelserne på et højt karaktergennemsnit tvinges de til at sprede deres indsats over så mange fag som muligt og helst dem alle, da de ellers risikerer ikke at blive optaget på deres drømmestudium – også selvom de har scoret meget højt i de fag, der er helt centrale for at gøre det godt på det pågældende studie. Det betyder, at den enkelte elev skal kæmpe med at løfte sine karakterer i fag, som de har det sværest med eller ganske enkelt ikke har talent for. Det er ikke sært, at det giver stress og skoletræthed.

7-trinsskala med 12 som højeste karakter medvirker til at forværre problemet, da topkarakteren gives til de studerende, som opfylder det eksplicitte læringsmål i det pågældende fag. Det enkelte fags specifikke læringsmål bliver derfor den lysende sti frem mod det forjættede 12-tal. Det betyder, at de unge udvikler tunnelsyn og udelukkende fokuser på det obligatoriske. Dermed afholder de sig fra at satse på det anderledes, det skæve eller det, som ikke ligger inden for pensum.

Endnu værre er, at den rigide brug af gennemsnits-karakterer er hæmmende for udklækning af kompetencer, der bliver særligt brug for på det fremtidige arbejdsmarked. Noget der forandrer sig markant i disse år. Vi oplever en intens global konkurrence kombineret med en rivende teknologisk udvikling og øget individualisering. Det har betydet, at værdiskabelsen har forskudt sig voldsomt. Værdien af de unikke produkter og ydelser skabt af banebrydende innovation er stukket helt af fra værdien af standardvarer og -ydelser. Det smitter naturligvis af på arbejdsmarkedet, hvor det er evnen til at tænke nyt og sætte tingene sammen på nye og bedre måder i et stadig hastigere tempo der er blevet afgørende. Det er unikke og originale kompetencer, der vil blive efterspurgt på det fremtidige arbejds marked – præstationer over middel over en bred front er ikke længere tilstrækkeligt. I fremtiden skal vi have spidskompetencer eller blive langt mere innovative for at klare os.

Det er vigtigt at få fjernet de unges tunnelsyn, da det ikke harmonerer med, at vi fremover har behov for studerende, der er kreative, og som tør sprænge de bestående rammer – få dem til at fokusere på det, de er gode til, og det, der er motiverende i faget. Basalt set skal vi i fremtiden skabe flere nørder; heldigvis er det blevet langt mere social accepteret, ja endda moderne at være nørd. Vi mangler bare fortsat, at vores karaktersystem og optagelseskriterier reflekterer dette behov.

Kapitalisme er ikke ligesom OL: I markedsøkonomien er stort set alle vindere

Alexander Grandt Petersen fra tænketanken Cevea beskriver i en kronik i Berlingske fra 5. august under overskriften »Vi kan ikke være tilfreds med et borgerligt frihedsideal, der skaber så mange tabere«, hvordan markedsmekanismen har skabt en lille gruppe vindere og en stor gruppe tabere.

Markedsmekanismen handler om konkurrence, og konkurrence fører til vindere og tabere, som man kan konstatere, hvis man følger de Olympiske Lege. Der er megen glæde, men også mange tårer og skuffelser. Og der er også flere, der taber, end der vinder. Men i markedsøkonomien forholder det sig ander-ledes. Der er stort set alle vindere, og det er meget få og på lang sigt ingen, der taber.

Det er både langt det mest hensigtsmæssige og værdi-skabende at lade dem, der er bedst til en given opgave, udføre den. Det er netop, hvad markedsøkonomien og konkurrence sikrer på sigt ved, at de, der er bedst, udkonkurrerer dem, der ikke er så gode til at løse netop den opgave. Igennem den mekanisme sikres en optimal anvendelse af ressourcerne på sigt, og at der skabes en profit.

Det største fællesskab

Profit er et udtryk for, at man formår at producere noget, der er efterspurgt og evner at gøre det ved brug af færrest mulige ressourcer. Altså mest effektivt. Der er dog en udbredt opfattelse af, at profit er skabt ved enten at snyde eller udnytte andre. En tankegang der er funderet i en misforståelse om, at systemet er et nulsumsspil. Mange tror således, at når nogle klarer sig bedre og skaber profit, så må det være sket på andres bekostning. Markedsmekanismen skaber grundlæggende velstand gennem en effektiv udnyttelse af ressourcerne, hvilket skaber større frihed for den enkelte, og årsagen til, at markedsmekanismen viste sig at være planøkonomisk/offentlig styring overlegen.

Markedsøkonomien vandt da også for godt 30 år siden en knusende sejr over de socialistiske planøkonomier.
I efterdønningerne på Jerntæppets kollaps bredte markeds-økonomien sig til stort set alle afkroge af verden. Det har blandt andet resulteret i, at ineffektive og urentable aktiviteter og virksomheder er blevet udkonkurreret og lukket. Gennem om-fattende omstruktureringer, massive investeringer og moderate lønniveauer er det lykkedes især de tidligere socialistiske plan-økonomier at blive konkurrencedygtige og deltage i den inter-nationale arbejdsdeling. Gennem liberaliseringer og dereguleringer har man skabt en mere intens og global konkurrence, som har betydet en velstandsstigning uden sidestykke i verdenshistorien – til stor gavn for os alle og ikke bare de få. Markedsøkonomi udgør samtidig verdens største fællesskab baseret på enorm tillid mennesker imellem. Vi er via markedsøkonomien kædet sammen og har gjort os afhængige af hinanden på tværs af landegrænser og kulturer i langt højere grad, end vi til daglig tænker over. Vi har for eksempel tiltro til, at der er friske fødevarer i butikkerne hver morgen. Det vil sige, at landmanden uopfordret tog initiativ til at så kornet for seks måneder siden, høstede det og fik det malet, da det var modent. Mølleren havde tid og kapacitet, og fragtmanden kørte det til supermarkedets lager, hvorfra det blev kørt ud til butikkerne og fyldt på hylderne. Vi har tillid til, at alle leddene i kæden holder – at alle løfter deres opgave. Markedsmekanismen sørger for, at udbud og efterspørgsel matcher hinanden på sigt. Markeds-mekanismen sikrer således et stort udbud og dermed stor valgfrihed for den enkelte modsat planøkonomien, hvor udbuddet bliver fastlagt fra bureaukratisk hold.

Alexander Grandt Petersen hævder samtidig at »I neoliberalismens verdensbillede er der ikke samfundsproblemer, som kræver kollektiv og politisk handling. Afgifter på fossil energi og forbud mod forurening bliver set konkurrenceforvridende og en begrænsning af det frie initiativ.«

Intet kunne være mere forkert.

Markedsmekanismerne kræver netop for kunne fungere optimalt, at der ikke er gratis forurening eller andre elementer (eksternaliteter), der ikke indgår i prisdannelsen – det er første års pensum på økonomistudiet. Fordi eksternalitet skævvrider og forhindrer prisdannelsen og forhindrer den optimale løsning.

Som tilhænger af markedsmekanismen vil man netop foretrække en beskatning af al CO2-udledning. Beskatningen skulle netop dække de samfundsmæssige omkostninger, der er forbundet med CO2-udledning i atmosfæren, hvilket er prisen, det koster at fjerne den for atmosfæren igen. Ved at beskatte CO2-udledning vil man begrænse udledningen, da aktiviteter, der udleder meget CO2 i produktionsprocessen eller ved efterfølgende brug, vil blive dyrere og dermed betyde lavere efterspørgsel. Samtidig vil en beskatning betyde, at der vil blive anvendt langt flere ressourcer på forskning og innovationer, der vil kunne reducere CO2-udledningen.

Men for at kunne virke optimalt kræver markedskræfterne også lige vilkår, for det er den eneste måde, man kan sikre en fair konkurrence og dermed, at den bedste vinder. Det enkelte land kan derfor ikke bare af sig selv indføre for eksempel CO2-skat, da det vil skabe en urimelig kon-kurrencesituation med resultatet, at virksomhederne lukker, selvom det er de bedste og mest effektive. Det kræver internationalt samarbejde og aftaler for at skabe en »even playing field«.

Det er netop formålet med de internationale aftaler, frie handelsaftaler samt årsagen til, at EU blev skabt efter Anden Verdenskrig, idet man erkendte, hvor skadeligt det var med nationale protektionistiske tiltag i 30erne. På trods af markedsmekanismens enorme succes er holdningen til markedskræfterne hos mange gået fra at være det ubestridte gode til at være af det onde.

Politikerne svigter

Alexander Grandt Petersens løsning er mindre markeds-mekanisme og et aktivt folkestyre. Men markeds-mekanismen burde være noget, vi alle kan se giver mening og derfor noget, vi alle kan støtte. Problemet er derfor ikke markedsmekanismen eller den frihed, den skaber. Men at alt for mange tilsyneladende ikke i tilstrækkelig grad har forstået, hvordan den virker. Det kan man klandre 89-generationen for, at den har været alt for dårlig til at sikre. Selvfølgelig skal man forsøge at undgå, at markeds-kræfterne fører til ekstreme situationer. Men sommetider er det netop politiske indgreb, som for eksempel introduktionen af afdragsfrie lån, som skaber ulykkerne.

Tilsvarende er det også politikerne, der svigter, når det ikke lykkes dem at lave bindende aftaler på tværs af lande, så der ikke er nogen lande, der gennem lavere beskatning tiltrækker forurenende produktion og dermed ødelægger grundlaget for, at markedsøkonomien kan sikre den mest effektive udnyttelse af ressourcerne. Sidste måneds internationale aftale om fælles minimumskattesatser for beskatningen af virksomheder, som kraftige reducerer virksomhedernes mulighed for skattearbitrage, viser, at der fortsat er vilje til at skabe fællesløsninger, selvom de sommetider kan være længe undervejs.

Løsningen er derfor ikke at begrænse markedsmekanismen, men indsigtsfulde og visionære politikere og en vælgerbefolkning, der ikke forfalder til at give efter for kort sigt populistiske strømninger.

Kan vi kun hænge sammen, hvis vi er ens? 

Hvis regeringen bliver ved med at mene, at ensartethed er grundlag for vores sammenhængskraft, risikerer vi for alvor at splitte samfundet. Det vil udbygge kløften mellem de frygtsomme og de risikovillige.

Den socialdemokratiske regering har indledt et ideologisk felttog mod 1989-generationen og konsekvenserne af global-isering samt den markedsgørelse af vores økonomi, der er sket de sidste 30 år. Målet er gennem en aktiv offentlig styring at tilbagerulle nogle af de splittende elementer, som udviklingen og den stigende individualisering har skabt. Regeringen ønsker at skrue tiden tilbage til et mere traditionelt Produktionsdanmark med større sammenhængskraft.

Vi er ved at få et billede af, hvor langt Socialdemokratiet er villig til at gå for at ommøblere os, så sammenhængskraften bevares. Det handler om forskellige tvangsforanstaltninger, styrende for hvor folk må bo, gå i skole, uddanne sig m.v.

Ifølge indenrigsminister Kaare Dybvad Bek er det så afgørende, at vi er ens og har en fælles forståelse, at hvis borgerne ikke af sig selv interagerer på tværs af samfundet, ser regeringen det som sin opgave at tvangsassimilere borgerne til »… en fælles forståelse for, hvad det er for et land, vi har – kulturelt og som folk«.

Parallelt sættes der løbende ind med tiltag og politiske initiativer, der skal udviske forskellen mellem land og by, rig og fattig, sunde og usunde, og hvad der ellers gør os forskellige – alt sammen med en grad af tvang og styring fra centralt hold. Socialdemokratiet vil skabe sammenhængskraft og samhørighed blandt borgerne i det danske samfund ved gøre dem til en homogen masse af ensartethed, både med hensyn til de rammer, de sættes i, og hvordan de forstår det samfund, de lever i.

Spørgsmålet er, om ensretningen af vores samfund og borgere er måden at passe på Danmark. Er det, som indenrigsministeren gav udtryk for, nødvendigt at indskrænke borgernes frihed for at sikre sammenhængskraft og solidaritet i vores samfund? Svaret er nej.

Danmark er i forvejen et forholdsvis homogent land, hvilket blandt andet er et resultat af vores dårlige krigslykke. Det har også spillet afgørende ind, at man med grundtvigianisme tilstræbte at samle landet ved at løfte vidensniveauet og oplysningen hos landbobefolkningen. I Danmark er sammen-hængskraften derfor i høj grad blevet synonymt med det at være ens.

Ensartethed var noget, som passede rigtig godt i industri-samfundet. Industrisamfundets paradigme er bygget på at skabe værdi gennem ensartethed, ensretning og standardi-sering. Industrisamfundet fungerer som en produktionslinje – man er aldrig stærkere end det svageste led. Danmark formåede at blive et af verdens mest værdiskabende industri-samfund ved at fokusere på homogenitet, stabil kvalificeret arbejdskraft og højt bundniveau hos de svageste. Der har da også været en bred politisk opbakning til at tilstræbe en politik, der sikrer en høj grad af lighed og konformitet i samfundet.

Og den opbakning er stadig meget høj. Ser man ud over det politiske landskab, har den måske aldrig haft større opbakning, end den har nu. Indvandringen, globalisering og den grænseudviskende digitalisering sætter den nationale ensartethed og homogenitet under pres. Under det trusselsbillede er man over hele det politiske spektrum blevet stadig mindre nøjeregnende med, hvilke midler man er parat til at tage i brug for at opretholde sammenhængskraften, som man kender den.

Især Socialdemokratiet har med ensartethed som sigte sat sig for at ”genskabe” vores sammenhængskraft i industri-samfundets billede – en sammenhængskraft tilpasset paradigmet under industrisamfundet. Sagen er bare, at Danmark ikke længere er et industrisamfund i den gængse forstand, men er skiftet til at være et innovationssamfund, hvor forskellighed og ikke ensartethed er afgørende.

Skiftet er drevet af en forskydning af værdiskabelsen fra standard til det nye og unikke. De mest værdiskabende og dominerende produktionsfaktorer er ikke længere kapital eller maskiner, men derimod idéer og innovation. Det vil sige, at mennesker med unikke og varierede kompetencer er blevet det mest afgørende for værdiskabelsen. Altså det modsatte af det konforme og homogene samfund, da forskellighed er en væsentlig forudsætning for at skabe nye idéer og innovation.

Det, at mennesket i stadig flere sammenhænge udgør den mest værdiskabende produktionsfaktor, vil betyde, at den enkelte får langt flere og bedre muligheder for at finde og udfolde sit potentiale samt forstærke sine styrker.

Mangfoldighed er også noget, vi i andre sammenhænge i stigende grad tilstræber og hylder. Vi skal ikke blandes sammen for at blive ens, men for at udnytte vores forskelligheder til fælles bedste.

Udviklingen forstærkes af en voksende individualisering, som et ”one-size-fits-all”-koncept ikke længere passer til. Folk er i stigende grad uvillige til at lade sig mase ned i de samme små sko. Det viser sig bl.a. ved faldende opbakning til vores tidligere fælles institutioner som fagbevægelsen, folkeskolen og folkekirken.

Udviklingen har flyttet sig væk fra Socialdemokratiets verdenssyn. Det gælder også den måde, vi skaber relationer på. Det kræver således ikke fysisk samvær mellem børn og unge at opbygge tætte og nære relationer. Ligesom de også gennem deres smartphone og iPad får både syn og forståelse for verdens mangfoldighed.

Når Mette Frederiksen derfor ved tvang vil gøre os ens for at bevare vores sammenhængskraft, er det udtryk for, at Socialdemokratiet er ramt af nostalgisk sentimentalitet og forsøger at forene en fortid, som de ikke kan glemme, med en fremtid, som de ikke ønsker, men ikke kan undgå.

Hvis regeringen fortsætter med at fokusere på ensartethed som grundlag for vores sammenhængskraft i stedet for at give mennesker bedre muligheder for at udfolde sig og blomstre, så risikerer vi for alvor at splitte samfundet. Der er ved at åbne sig en kløft mellem de frygtsomme og de risiko-villige eller mere præcis mellem dem, der springer ud i at udnytte de mange muligheder, udviklingen i stigende grad skaber, og dem, som udviklingen går forbi.

Det handler om ikke at hæmme den enkeltes udfoldelses-muligheder, fordi det vil skade innovationskraften og den fremtidige vækst, hvilket alt andet lige vil reducere muligheden for at bevare et højt velfærdsniveau. Et samfund, der begrænser den enkeltes udviklingspotentiale og virkelyst, vil efterhånden miste sine opbakning. Det handler derimod om at få alle med. Det opnås ikke ved bare at give alle de samme fælles begrænsede muligheder, men om at skabe de videst mulige rammer, således at hver enkelt får det, som passer vedkommende bedst.

Det en misforståelse at tro, at sammenhængskraften forsvinder i fremtiden – tværtimod. Når samfundssynet og samfundsfortællingen har tilpasset sig det nye innovations-paradigme, vil der også opstå en ny og anderledes sammenhængskraft – der gives plads til, at man kan være sig selv og anerkende hinanden for det, vi hver især er gode til. At den enkelte er passioneret og gør sit bedste, er i vores alles fælles interesse. Det er på mange måder en bedre sammenhængskraft, der gør det muligt at mobilisere et interessefællesskab blandt danskerne, som intet har at gøre med, hvor de bor eller har gået i skole.

På samme måde, som sammenhængskraften og fælles-skabet i dag allerede stortrives i hverdagslivets utallige aktiviteter som for eksempel i fritidsforeninger og på nettet, hvor folk samles i interessefællesskaber på tværs af generationer og social status. Det er fællesskaber baseret på frivillighed og fælles passion. Den ægte samhørighed skabes, hvor mennesker med fælles interesser supplerer hinanden med deres forskellighed og individuelle kompetencer.

Her ligger det borgerlige liberales gyldne fremtid

Det borgerlige liberale Danmark er trængt i defensiven. Dele af den gamle alliance i blå lejr distancerer sig stadigt mere fra det liberale tankegods ved helhjertet at bekende sig til nationalkonservatismen. Samtidig har Socialdemokratiet forladt den tidligere liberale reformpolitik og er slået ind på en mere traditionel udgave af Socialdemokratiet, som blandt andet betyder en begyndende tilbagerulning af nogle af de tidligere reformer.

Den liberale reformdagsorden gik dets sejrsgang i 1980erne, ovenpå oliekriserne i 1970erne og en fejlslagen socialdemokratisk krisestyring. Markedsøkonomiens fremgang kulminerede med en knusende sejr over den socialistiske planøkonomi.

I efterdønningerne på Murens kollaps bredte markedsøkonomien sig til stort set alle afkroge af verden. Ineffektive og urentable aktiviteter og virksomheder under de socialistiske planøkonomier blev lukket og med omfattende omstruktureringer, massive investeringer og lave lønomkostninger transformerede de sig til konkurren

cedygtige deltagere i den internationale arbejdsdeling. Den udvikling skabte en velstandsstigning uden sidestykke i verdenshistorien – til stor gavn for os alle.

Markedsøkonomien har været succesfuld, fordi den er både langt det mest hensigtsmæssige og værdiskabende, da den lader dem, der er bedst til en given opgave, udføre den. Det er netop, hvad markedsøkonomien og konkurrencen sikrer på sigt, ved at dem, der er bedst, udkonkurrerer dem, der ikke er så gode til opgaven. På den måde sikres en optimal anvendelse af ressourcerne.

Reformlysten forsvinder

Det som kendetegner den liberale reformdagsorden, var/er da også troen på markedet som den bedste mekanisme for udvikling af samfundet. Men alligevel synes stadig flere at abonnere på den vrangforestilling, at markedsmekanismen skulle være et nulsumsspil, hvor dem, der klarer sig bedst og skaber profit, opnår den på andres bekostning – at profit skabes ved enten at snyde eller udnytte andre.

Efter en længere reformperiode med de borgerlige liberale som hovedarkitekter, hvor talen om »konkurrencestaten« og nødvendighedens politik dominerede, er appetitten for flere reformer forsvundet. Den intense globale konkurrence skabte krav om en stadig større effektivitet, og i takt hermed blev økonomiske styringsinstrumenter bredt ud til stadig flere områder af økonomien.

Hvert et hjørne af samfundet skulle effektiviseres, og uanset om aktiviteten var målbar eller ej, skulle den måles og kontrolleres for optimering af ressourceforbruget. Man betragtede samfundet som en produktionsvirksomhed, som den var indrettet under det gamle industrisamfund. Hver en funktion gennem hele processen skulle trimmes, registreres og kontrolleres i effektivitetens hellige navn.

Inkorporering af markedsøkonomien efter den model har haft en høj pris for de borgerlige liberale. Hvis en liberal i dag efterlyser reformer, bliver det betragtet som et ønske om mere af samme skuffe – flere rationaliseringer, øget arbejdsudbud, strammere økonomiske styring, frisættelse af markedskræfter osv. Den vej vil de færreste længere ned ad. Det er det modsatte, der efterlyses, og det er med god grund – og det burde det også være for de liberale, som fortsat vedkender sig markedsmekanisme.

Realiteten er, at vi befinder os i et paradigmeskift på vej væk fra industrisamfund og ind i et innovationssamfund, hvor markedskræfterne er drevet af nogle helt andre faktorer og mekanismer end dem, der var værdiskabende under industrisamfundet.

Det nye er det nye

De dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer i industrisamfundet var maskiner og kapital. Før det havde vi landbrugssamfundet, hvor den væsentligste produktionsfaktor var jord. De afgørende produktionsfaktorer for værdiskabelsen formede strukturen i begge samfund ved at understøtte de respektive dominerende værdiskabelsesprocesser. I industrisamfundet leverede det omgivende samfund ensartethed, disciplineret og uddannet arbejdskraft med forudsigelig og stram regelstyring. Sagen er imidlertid, at vi ikke længere har gevinst ved et samfund struktureret efter industrisamfundets mindset.

Markedet demonstrerer meget tydeligt, hvad der er innovationssamfundets dominerende produktionsfaktorer. Det er markedsmekanismens natur at flytte ressourcerne derhen, hvor de skaber mest værdi. Det værdifulde er ikke længere standardprodukter og ydelser, men derimod det nye og unikke. Det kan ses på, hvordan priserne på standard de seneste årtier er faldet, mens det nye og unikke stiger i pris.

Som en konsekvens af dette, er de dominerende eller mest værdiskabende produktionsfaktorer ikke længere maskiner eller kapital, men ideer – især radikale ideer, der fører til banebrydende innovationer. Virksomheder fokuserer derfor også i stigende grad på at skabe mere innovation og opfordrer deres ansatte til kreativitet og nytænkning.

Effektivitet og kreativitet opfattes typisk som hinandens modsætninger. Den traditionelle fortælling i virksomheder – »Her er vi effektive« – er derfor i mange virksomheder blevet skiftet ud med »Her er vi kreative og innovative«. Effektivitet er stadig væsentlig, men det er ikke længere altafgørende. Men når folk er passionerede og gør det, de er bedst til, er det naturlige biprodukt effektivitet.

Det skifte betyder, at fremtidens reformer heller ikke handler om at skabe mere effektivitet (om end innovation typisk skaber mere effektive løsninger) og centralisering, men om at skabe iderighed, kreativitet og innovation. Det kræver, at den enkelte får mulighed for at finde, forfølge, dyrke og forstærke sine potentialer, interesser og styrker. Det vil blandt andet også betyde reformer af folkeskolen og uddannelsessystemet generelt.

Det borgerlige liberales gyldne fremtid

Udviklingen betyder mere frihed og mindre ensartethed, for kun ved at forfølge vores individuelle potentialer og styrker opnår vi tilstrækkelig mangfoldighed og spidskompetencer til at blive mere innovative. Til gengæld bliver vi mere afhængige af at kunne samarbejde. Vi står overfor et skifte, der vil ændre vores arbejdsliv, vores værdier og mindset – i samme grad som det skete, da vi bevægede os fra landbrugssamfundet til industrisamfundet. Det er nødvendigt at bygge strukturer, som understøtter det nye paradigme. Det kommer til at kræve reformer – masser af reformer.

Ved at holde fast i markedet som den bedste mekanisme for udvikling af samfundet står de liberale særdeles centralt for at løfte den opgave. Succes for en ny reformdagsorden kræver imidlertid, at de liberale kræfter bliver langt bedre til at forklare behovet for reformer, og at de kommende reformer er af en helt anden karakter og har et helt andet sigte end tidligere reformer. Der er samtidig behov for at opbygge optimisme og tro på fremtiden. Fraværet af en positiv fremtidsvision i en tid med omfattende forandringer og udfordringer skubber mange vælgere i armene på Morten Korch-fortællerne, tilsyneladende i håbet om, at hvis man vender det blinde øje til, vil forandringer gå uden om Danmark.

Lykkes det at skabe en ny reformdagsorden, har vi en ny afgørende skillelinje i dansk politik. En skillelinje, hvor valget står mellem en defensiv nationalkonservativ politik eller en borgerlig liberal politik, som er tilpasset innovationssamfundet og rummer langt større frihed og muligheder for den enkelte end det nationalkonservative alternativ. Her ligger det borgerlige liberales gyldne fremtid.

Nyt netværk kan bidrage til at fremme reformdagsorden

Hvis Lars Løkke Rasmussen skal lykkes med at gøre op med yderfløjens dominerende rolle og skabe fornyet opbakning til reformdagsordenen, er det nødvendigt at skabe et nyt oprør fra midten.

Tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen har valgt at starte et nyt netværk. Det sker i håbet om at gøre op med yderfløjens dominerende rolle og skabe fornyet opbakning til reformdagsordenen. Hvis Lars Løkke Rasmussen skal lykkes, er det nødvendigt at skabe et nyt oprør fra midten. Det tidligere oprør fra midten fra 1970’erne skabte stor debat i samtiden og nød også kortvarigt stor opbakning. Oprøret indeholdt store visioner, men led skibbrud som følge af urealistiske og vidtløftige planer.

Lars Løkke Rasmussen har andre udfordringer. Den første udfordring er, at appetitten på og den politiske opbakning til reformer er forsvundet. Vi har som samfund opnået tilstrækkelig velstand og tryghed til, at mange paradoksalt nok skræmmes ved udsigten til forandring. Den anden udfordring er, at der ikke er en erkendelse af – hverken bredt i befolkningen eller på politisk niveau – at det er utilstrækkeligt blot at justere, omfordele og effektivisere, det vi har.

Hvad er det for en fremtid og forandringer, vi kigger ind i? Værdiskabelsen er inden for de seneste årtier flyttet væk fra industrigulvet og standardproduktion til nyskabelser og unikke produkter. Som en konsekvens af dette er de dominerende eller mest værdiskabende produktionsfaktorer ikke længere maskiner eller kapital, men idéer – især radikale idéer, der fører til banebrydende innovationer.

Denne transformation kan sammenlignes med skiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund. Det er et skifte, der vil ændre vores arbejdsliv, vores værdier, mindset , udfordre vores risikovillighed, ændre den måde, vi opdrager vores børn på, ændre vores institutioner og ikke mindst vores uddannelsessystem helt grundlæggende. Vi bliver presset til at bygge nye rammer, som understøtter det kommende paradigme. Billedligt talt kan vi sige, at hvis man bor i et telt og forventer en storm, er det i de fleste tilfælde tilstrækkeligt at stramme bardunerne, så teltet står skarpt igen. Er det til gengæld en tsunami, der er på vej, er det hele teltet, der skal flyttes.

Desværre er det sådan i dag, at fokusset alene er på at justere bardunerne, og vi bruger nytteløse ressourcer på at få teltet til at stå skarpt igen. Der mangler en erkendelse af, at vi som samfund har behov for at flytte os markant, og at det er nødvendigt at finde en ny og grundlæggende anderledes samfundsfortælling og samfundsorganisering, som borgerne igen kan samles om.

Udviklingen kalder i den grad på en bedre indsigt i fremtidsperspektivet og en ny samfundsfortælling, som kan være fødselshjælper for transformationen til et innovationssamfund. Vi mangler en debat om, hvor teltet skal placeres i fremtiden, hvad det kræver af os, og hvilke nye og spændende muligheder det giver os alle. Hvis forandringer skal opnå fornyet opbakning, er der behov for at tydeliggøre, at der eksisterer et attraktivt alternativ til det bestående.

Det er usikkert , hvad Lars Løkke Rasmussens intension og ambitioner er. Lars Løkke Rasmussen er realpolitiker og ved, at man skal kunne tælle til 90. Indtil videre taler Lars Løkke Rasmussen da også kun om behovet for at stramme bardunerne. Men han har samtidig været manden bag de største reformer de seneste 20 år. Ligesom han tog initiativ til nedsættelse af Disruptionsrådet. Den side af ham er mere i sync med hans motto, »at hvis kort og terræn ikke passer sammen, så må man følge terrænet«.

Man kan derfor håbe, at Lars Løkke Rasmussens udtalelser om, at vi i højere grad skal skele til lande som Israel og Holland, der er langt længere fremme i transformationen henimod et innovationssamfund, og hans ønsker om at være en ”aktiv stemme i overgangens og håbets tid” rummer mere end en ambition om ”bare at stramme bardunerne”.

Det vil være en kærkommen nyskabelse, hvis dansk politik kom til at handle om, hvordan vi som samfund arbejder på at få en bedre forståelse for det overordnede perspektiv og de mulige fordele og gevinster, fremtiden potentielt indeholder. Lars Løkke Rasmussens nye netværk kunne blive startskuddet til en tiltrængt visionær debat, der ville være et kæmpe bidrag til at fremme reformdagsorden.

Fastgroet loyalitet

Han ser dog små forandringer rundt omkring. Blandt andet i forhold til loyalitet over for en virksomhed, hvor man har det samme job i mange år.

»I dag er det jo ikke sådan, at man får et guldur, hvis man har været i den samme stilling i lang tid. Faktisk får man slet ikke noget. Før var man loyal, men sådan ser man ikke på det længere. Hvis du møder nogen, der har været det samme sted i mere end ti år, så vil de skynde sig at sige, at de har lavet mange forskellige ting i virksomheden og ikke har siddet det samme sted hele tiden. I dag er det vigtigere, at du kommer ud og oplever nogle forskellige ting.«

Også i børneopdragelsen ulmer forandringen.

»Du siger jo heller ikke til et barn: »Nå, Asger, nu vil jeg gerne have, at du skal være konform, og du skal indrette dig«. Nej, vi vil gerne have, at barnet bliver unikt. Så børneopdragelsen har helt generelt ændret sig.«

Tidligere har titler været en vigtig markør i forhold til, hvilket socialt lag folk tilhørte. Men ikke længere.

»Jeg bor lige ved siden af en kirkegård, og på gravstenene står der hr. overretssagfører det. Eller møbelsnedker det. Dengang betød det noget. Men i dag skal der da ikke stå på min gravsten, at jeg er økonom. I dag vil folk gerne have, at der står, at de var unikke og elskede.«

Engang var titlerne et tegn på status i tilværelsen, men i fremtidens samfund vil den slags titler reelt være meningsløse.

»I et samfund, der fokuserer på innovation, er det ikke til at se, hvem der vinder. Det kan være mig eller dig, der sammen med andre får en fantastisk idé. Derfor vil vores fællesskaber i højere grad blive baseret på interesser, og i et interessefællesskab er der ikke de samme sociale skel. Når Brøndby-fans er inde og se fodbold sammen, står direktøren ved siden af en kok, fordi de har de samme interesser,« siger Keld Holm, der spår, at samfundet generelt set vil bevæge sig i en mindre materiel retning.

»Industrisamfundet var meget materielt. Det handlede om, at man ville eje mest muligt. I dag har folk det sådan, at de ikke nødvendigvis behøver at eje noget. De vil bare gerne have det til rådighed. Når du sidder ved et middagsselskab, er det da også mere interessant at høre om, hvad din sidemand brænder for, og at vedkommende går og laver det her projekt sammen med nogle amerikanere i Singapore end at høre om, at din sidemand lige har købt to nye lamborghinier.«

Borgerløn er oplagt

Den overordnede forståelse af den retning, vores samfund bør bevæge sig i, mangler. Ifølge Keld Holm medfører det, at der ikke bliver arbejdet målrettet for at skabe de løsninger, der skal til i et innovationssamfund. En oplagt mulighed kunne være borgerløn, hvor alle borgere får en løn af det offentlige, som det lige akkurat er muligt at klare sig for.

»Problemet i dag er, at hvis vi vil være innovative, så tager det måske fem-syv år, før vi tjener noget på vores idé. Det kan også være, at det viser sig at være en dårlig idé, som aldrig giver noget. Vi skal leve af noget, og derfor kunne det give mening, at man gav folk en borgerløn, så de havde et fast beløb og kunne holde skindet på næsen,« siger Keld Holm, der understreger, at borgerløn ikke vil være stigmatiserende at modtage.

»I innovationssamfundet bliver det ikke flovt at blive finansieret af samfundet. I et sådan samfund vil det blive forventet, at den enkelte udfylder sit potentiale, og når alle samtidig har muligheden for at arbejde med det, de synes, er allermest spændende, vil borgerløn ikke resultere i et liv på sofaen.«

De gode idéer, som bliver til noget, vil, ifølge Keld Holm, ikke bare være en gevinst for personerne bag. Det vil også være til glæde for hele samfundet.

»I innovationssamfundet får vi allesammen glæde af alle de nye innovationer,« siger Keld Holm, der mener, at vores nuværende samfundsopbygning resulterer i, at en stor gruppe mennesker med potentiale for at få den næste gode idé bliver tabt på gulvet.

»Lad os sige, at der er omkring en halv million mennesker parkeret på overførselsindkomst i Danmark. I misforstået godhed har vi sagt til dem, at det er synd for dem, og de da også er ofre. Men folk vokser og bliver stærkere, hvis vi stiller krav til dem i stedet for at sige, at det er synd for dem,« siger Keld Holm.

Han forklarer, at i innovationssamfundet bliver det ikke let at stemple folk som tabere. Det er nemlig ikke til at se, hvem der får den næste gode idé. Da det samtidig bliver et samfund, der ikke lægger vægt på det materielle, bliver det mest afgørende for omverdenen, at folk er autentiske og lever for deres passion.

Fine liv venter forude

Ændringerne mod det nye samfund kommer ikke af sig selv. Benspændene er mange.

»Vi skal have en meget mere intens samfundsdebat. Men der er det problem med debatter, at det som regel er modsætninger, der diskuterer. Det er en magtkamp, hvor nogen skal vinde. På den måde får man testet en masse af. Men det er også uproduktivt. Derfor skulle vi stedet for en debat have en drøftelse. Vi skal drøfte, hvad fremtiden er, hvordan den skal formes, og hvad der skal sorteres fra,« siger Keld Holm, der også ser et muligt benspænd i opbygningen af magten.

»Den omstilling her, den kommer til at gøre ondt. Når man flytter ressourcer, er det jo ikke, fordi alle bliver glade. Det store problem bliver så, om vi kan lave sådan en transformation i et demokrati? Det kræver visionære politikere. Jeg kan bare ikke rigtig få øje på de der visionære politikere. Verden er blevet meget kortsigtet. Både blandt almindelige mennesker, i erhvervslivet og blandt politikere. Når der er et problem, så bliver der spurgt, hvad vi vil bruge af penge. Fordi man skal hurtigt lukke det ned, så folk ikke bliver utilfredse.«

Trods vanskelighederne håber Keld Holm, at vi begynder at ændre tanker, handling og samfund. Der venter nemlig fine liv forude.

»I dag har vi en forståelse af det samfund, vi har skabt, som at det er fantastisk. Det er det også. Men det andet er mindst lige så fantastisk.«

Hvad med at indføre et 20-tal på 12-talsskalaen?

Regeringen lægger op til en justering af karaktersystemet. Forud for en justering vil det vel være hensigtsmæssigt med en grundlæggende diskussion om, hvilket karaktersystem der passer bedst til det samfund og den fremtid, vi er på vej ind i.

Nogle vil nøjes med at genindføre 13-skalaen, da den umiddelbart løser mange af de udfordringer, som regeringen påpeger ved det nuværende karaktersystem. Men man
overser en markant forskel mellem den gamle 13-skala og den nuværende 7-trinsskala.

Opbygningen af 7-trinsskalaen tager udgangspunkt i, at karaktererne skal gives ud fra opfyldelsen af eksplicit formulerede læringsmål. 7-trinsskalaen er således en absolut skala, hvor karaktergivningen alene skal foretages ud fra en vurdering af, i hvor høj grad eksamenspræstationen lever op til de mål, der er fastlagt for prøven. 13-skalaen derimod
var en relativ skala, hvor karaktererne blev givet ud fra, hvordan de studerende var rangeret i forhold til hinanden og ikke elevens absolutte niveau. Da 12-tallet gives for en præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets
læringsmål, burde der være flere og ikke færre 12-taller. Kritik af, at der har været inflation i 12-tallene, er således skudt helt ved siden af, med mindre man forventer, at kun meget få
kan opfylde de læringsmål, man har fastsat for faget.

Man får, hvad man måler. Det gælder også karakterer. Så hvad er det for et resultat og en adfærd, vi egentlig gerne vil have? Det har varieret over tiden. Formålet med den gamle 13-
skala var som sagt primært at måle den enkelte elev i forhold til andre. Skalaen var designet på et tidspunkt, hvor det handlede om at sikre ensartede færdigheder og konformitet. Den nuværende 7-trinsskala har til formål at måle, hvor godt den enkelte elev kan det fastsatte pensum. Det reflekterer, at vi lever i et performance- og konkurrencesamfund, hvor fokus er på, hvordan vi klarer os i internationale sammenligninger. Introduktionen af 7-trinsskalaen var netop et opgør med den relative karaktergivning, fordi Pisa-målingerne omkring årtusindeskiftet afslørede, at danske skoleelever mod forventning klarede sig dårligt i internationale sammenligninger.
Det er et problem ved det nuværende karaktersystem, at det ikke i tilstrækkelig grad reflekterer fremtidens behov.

Verden er i gang med at ændre sig markant. Præstationer
over middel er ikke længere tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at brillere eller være original, hvis man skal klare sig godt. Det er allerede en realitet på varemarkedet, hvor den intense
globale konkurrence tvinger virksomhederne til at koncentrere sig om det, de er bedst til og til at forny sig hurtigere. Værdien af de unikke produkter og ydelser skabt af banebrydende
innovation er stukket helt af fra værdien af standardvarer og -ydelser. Det, som tæller, er allemandseje. I fremtiden skal vi blive langt mere innovative for at klare os.

Innovation kræver mod, selvstændighed og risikovillighed, men også langt flere forskellige og ekstraordinære stærke kompetencer. Som samfund står vi bedst ved at fremme så
forskelligartede spidskompetencer som overhovedet muligt, fordi det er kombinationen af originalitet, nysgerrighed, risikovillighed, kritisk sans, kreativitet og spidskompetencer, der
skaber det bedste fundament for at skabe det unikke og dermed vores fremtidige velfærd.

Hvis man skal opbygge spidskompetencer, er det nødvendigt med fokus på interesser og styrker. Betragtes karaktersystemet i det lys, er den aktuelt anvendte 7-trinsskala absolut ikke hensigtsmæssig.

Det nuværende system har for stort fokus på, hvad den studerende ikke har lært (mangler), fremfor hvad den studerende kan. Ud fra et læringsperspektiv er det ikke meningsfuldt at skulle bedømme de studerende ud fra deres mangler. Dels fordi mangler i en læringssituation ikke er entydigt negativt, men også kan rumme et udviklingspotentiale, og dels fordi det er centralt at bygge på det, de kan, og ikke alene på det, de ikke kan, når det
drejer sig om at bygge mennesker op.

Fokusset på fejl i 7-trinsskalaen gør, at de studerende prøver at karakteroptimere ved at undgå at lave fejl. Flere lærere beklager sig over, at de studerende ikke tør svare,
medmindre de er helt sikre. Det harmonerer ikke med, at vi i stigende grad har behov for studerende, der er kreative, og som tør sprænge de bestående rammer.

Det nuværende karaktersystem giver heller ikke det store incitament til at blive langt bedre til en bestemt disciplin eller et fag, da det blot udløser et 12-tal, som det gør for dem, der blot har styr på pensum. Det betyder, at det i den samlede bedømmelse giver mere mening.

Fokusset på fejl i 7-trinsskalaen gør, at de studerende prøver
at karakteroptimere ved at undgå atlave fejl. Flere lærere
beklager sig over, at de studerende ikke tør svare,
medmindre de er helt sikre. Det harmonerer ikke med, at vi i
stigende grad har behov for studerende, der er kreative, og
som tør sprænge de bestående rammer, at satse bredt end dybt, hvis man ønsker at opnå et højt gennemsnit.

Det forstærkes yderligere af, at netop gennemsnits-karakterer er afgørende for at opnå adgang til de højere læreanstalter. I et forsøg på at maksimere karakter-gennemsnittet tvinges mange til at sprede deres indsats over så mange fag som muligt, fordi man ellers risikerer ikke at blive optaget på sit drømmestudie, hvis man har for mange ”huller”. Den med nogle af de bedste forud-sætninger risikerer ikke at blive optaget på jordemorstudiet, hvis vedkommende er dårlig til gymnastik, tysk og geografi. Hvor meget mening giver det? De studerendes jagt på et godt gennemsnit gør, at flere ender med at være jævnt gode til det meste i stedet for at være rigtig god til nogle enkelte fag eller emner.

Fokusset på fejl og den manglende mulighed for at belønne det unikke og originale i 7-trinsskalaen giver en helt forkert studiekultur. En kultur, hvor de fleste fokuserer på det
obligatoriske og bestående. Dermed afholder de sig fra at satse på det anderledes og skæve.

For at gøre det nuværende karaktersystem bedre egnet som redskab for at fremme det, vi gerne vil have mere af, kunne en løsning være, at det for eksempel var muligt at give et 15-tal til dem, der mestrer disciplinen på et betydeligt niveau over, hvad der er fastsat med
pensum. Det ville give de studerende, som interesserer sig for emnet, et incitament til at læse supplerende litteratur og dygtiggøre sig. For at tilskynde til øget risikovillighed og
originalitet kunne man gå skridtet videre og, i stedet for at introducere et 13-tal, gøre det muligt at give et 20-tal for den originale løsning. Det vil give et helt andet incitament og skabe et anderledes studiefokus.

Det gælder om at indse, at der i stigende grad er behov for spidskompetencer på enkelte områder frem for generelle kompetencer. Det er derfor positivt, at der nu bliver taget fat på karaktersystemet, så det sammen med nye inspirerende undervisningsformer og andre incitamentsstrukturer kan fremme risikovillighed og tilskynde den enkelte til at stræbe
efter fuld udnyttelse af sit potentiale og talent. Det vil komme os alle til gavn. Det er derfor vigtigt, at vi ikke lader os diktere af hensynet til sammenligneligheden med udenlandske skalaer.

Vi kommer til at "arbejde" mere i fremtiden

Kunstig intelligens og robotter i fremtiden betyder ikke, at vi skal arbejde mindre. Tværtimod vil flere udfolde deres potentialer og bruge mere tid på at dygtiggøre dem.

I erkendelsen af at stadig flere jobfunktioner i de kommende år vil blive overtaget af robotter og kunstig intelligens, imødeser mange, at vi i fremtiden skal deles om stadigt færre jobs, og at vi som helhed derfor kommer til at arbejde mindre. Den antagelse bygger på en opfattelse af, at fremtidens arbejdsmarked og jobmuligheder ikke kommer til at adskille sig nævneværdigt fra det, vi kender i dag. Det vil langt fra være tilfældet, for vi kan
allerede i dag se, at samfundet og herunder arbejdsmarkedet undergår en voldsom transformation. Det vil ikke alene skabe endnu ukendte jobfunktioner, men samtidig ændre vores indstilling til arbejde. For mange vil arbejde få et helt andet indhold og mening, end det har i dag.

Den enkelte vil få langt bedre mulighed for at udfolde sine potentialer, og det vil formentlig medføre, at mange snarere kommer til at bruge mere tid på at arbejde og dygtiggøre sig,
end det er tilfældet i dag.

Forudsigelserne om mindre arbejde i fremtid overser, at værdiskabelsen er ved at flytte. Værdien af de unikke produkter og ydelser skabt af banebrydende innovation er stukket
helt af fra de traditionelle varer og ydelser. Værdiskabelsen de seneste årtier er ganske enkelt flyttet væk fra industrigulvet og standardprodukter over til idéer – særligt radikale
idéer. Den øgede værdi af innovationer hænger sammen med, at virksomhederne er blevet så effektive og den globale konkurrence så intens, at standardvarer og ydelser i
almindelighed er blevet enormt billige og sælges med en meget lav profitmargin.

Det er i den retning, vi skal kanalisere ressourcerne – også dem, der bliver frigjort ved, at jobfunktioner vil blive overtaget af robotter og kunstig intelligens. Den nye ”innovationssektor” vil have et stort behov for ”arbejdskraft”, fordi det i langt højere grad handler om at prøve sig frem for at finde nye løsninger og produkter.

Transformationen vil grundlæggende ændre indholdet af arbejde på samme måde, som da maskinerne reducerede behovet for muskelkraft. Robotter, algoritmerne og kunstig
intelligens vil fjerne mange af de kontrollerende og gentagende opgaver, som mange i dag finder trivielle og kedelige. Skiftet i værdiskabelsen vil samtidig skabe en helt ny erhvervssektor, på linje med industrisektoren. Den nye erhvervssektor udgøres af et
enormt og ekspanderende mulighedsområde, som kan generere mange nye spændende innovationer og tiltrække masser af nye ressourcer. Omfanget eller variationen af, hvad der kan skabes, er enorm. På tilsvarende vis som ingen ved industrisamfundets start kunne forstille sig den enorme variation af produkter, som industrien igennem tiden ville skabe.

Mange vil nok sætte spørgsmålstegn ved, hvor realistisk sådan en massiv omallokering af mennesker og ressourcer er. Det er i hvert fald en ofte fremført indvending mod kravet om større kreativitet og innovation, at vi ikke alle kan være kreative og innovative. Det er en generelt udbredt holdning, at kreativitet kun er forbeholdt de få, men det er forkert.Innovation handler ikke nødvendigvis om at være kreativ, men langt mere om at have noget at byde ind med. Og det har vi alle, fordi vi alle er forskellige.

Ved at udvikle vores forskellige kompetencer og perspektiver skaber vi det ”brændstof”, der er nødvendigt for at innovative processer kan blive succesfulde. I fremtiden bliver der derfor brug for uendelig mange forskellige kompetencer og perspektiver. Dem får vi først
opbygget, hvis vi hver især tør fokusere og primært arbejde med at dygtiggøre os inden for områder, hvor vi har vores styrker og engagement.

Vi har svært ved at forestille os, at vores arbejdsliv kommer til at transformere sig markant, fordi vi fra industrisamfundet har et fastlåst billede af, hvad arbejde er for en størrelse, og
hvad vi som mennesker er i stand til. I industrisamfundet var behovet, at vi skulle fungere og bidrage til værdiskabelsen, som den var dikteret under dets paradigme. Det krævede
ensartethed og kontinuerlig effektivisering. I industri-samfundet var man aldrig stærkere end det svageste led. Der var et fokus på, at man som minimum var jævnt god til det hele.

Kravet var, at man arbejdede med at forbedre sine svage sider. Det er ikke så overraskende, at uddannelse ikke var særlig spændende for de mange, hvis talent ikke dækkede hele spektret af discipliner, som skolen prioriterede som f.eks. stavning og matematik. Mange tabte derfor lysten og blev skoletrætte, idet uddannelse og arbejde under de rammer kom til at fremstå som en sur pligt.

I innovationssamfundet opstår der helt andre og modsatrettede behov, som vi nu skal indordne os under. Det gælder om at udfolde sit potentiale og styrke sine stærke sider, hvilket for den enkelte er langt mere spændende, motiverende og meningsfyldt. Vi skal også bruge mere tid på at udvikle og forbedre vores styrker, da spids-kompetencer netop er det, der vil blive afgørende for, om man slår til og har en relevans i en innovations-sammenhæng.

Dem, der i dag er så heldige at have et spændende job, hvor de føler, at de får udfyldt deres potentiale, arbejder generelt betydeligt mere end gennemsnittet. De lægger også noget andet i begrebet ”arbejde”. For dem flyder arbejde og fritid sammen og kan ikke skelnes eller separeres, fordi det former den enkeltes identitet og giver mening. Der er således langt mere energi i at beskæftige sig på områder, hvor man har sine interesser og styrker.

Det bliver heldigvis virkeligheden for langt flere i fremtiden. Muligheden for at forme sit eget liv efter interesser og ambitioner vil blive frigjort i et hidtil uset omfang.
Vores hjerne rummer en enorm kapacitet og et kæmpe potentiale. Det er kun vores fantasi, der sætter begrænsningerne. Men hvis der skal skabes øget innovation, kræver det, at langt flere er risikovillige og har mod på at fejle og prøve sig frem. Men innovation er et lotteri.
Det, at arbejde med innovation og opbygning af kompetencer kræver tid og tålmodighed. Det kræver ofte også en større grad af finansiering. Og her er der mange, der med rette vil spørge, hvor den skal komme fra.

Det er et komplekst spørgsmål, der både handler om dynamiske effekter skabt af at lade folk beskæftige sig med det, de brænder for og har talent til. Dertil kommer løsninger skabt af markedet selv. Der er f.eks. allerede tegn på øget satsning på innovation blandt etablerede virksomheder, som også er villige til at opkøbe idéer på et tidligere stadie end før. Der er også bevægelse i retning af ændret risikovillighed hos finansielle institutter, mere venture kapital og crowdfunding. Som supplement vil det også være værd at overveje at udvide rammene for offentlige støtte i form af borgerløn.

Under alle omstændigheder er der langt mere perspektiv i at stræbe efter at flytte ressourcerne i samme retning som værdiskabelsen fremfor at gøre sig overvejelser om
fordeling af de jobfunktioner, der ikke overtages af kunstig intelligens og robotter. Det er ikke et spørgsmål om mere eller mindre arbejde, men om mere værdiskabende
beskæftigelse skabt ved at nedbryde barriererne, for at hver enkelt til fulde udnytter sit
talent og potentiale.

Borgerløn kan drive innovation og værdiskabelse i fremtiden

Udsigterne til at store grupper overflødiggøres af robotter, kunstig intelligens, internet of things m.v. har på det seneste gjort borgerløn til et varmt debatemne. Debatten foregår imidlertid på præmisser knyttet til industrisamfundets strukturer – strukturer der er under hastig forvandling. Lad os i stedet se borgerløn i lyset af fremtidens værdiskabelse.

Der er sket noget meget radikalt med værdiskabelsen igennem de seneste årtier, som viser, at vi er på vej ind i et nyt paradigme. Et paradigmeskifte er ensbetydende med et enormt værdiløft, som skabes med fremkomsten af en ny dominerende og mere værdiskabende produktionsfaktor. Det er samtidig ensbetydende med voldsom re-allokering af ressourcerne.

Det er sket før. Paradigmeskiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund foregik, da maskinerne blev mere effektive end landarbejderne og håndværkerne. De ledige ressourcer kanaliseredes over i industriproduktion, som i kraft af maskiner og samlebåndsproduktion var langt mere værdiskabende end landbrugssektoren. Kapital og maskiner blev således den dominerende produktionsfaktor fremfor jorden. Det betød også, at mange blev løftet ud af datidens udbredte fattigdom.

Nu er store dele af værdiskabelsen flyttet væk fra industrigulvet og ideer – gerne radikale ideer, der med nytænkning kan føre til banebrydende innovation eller unikke produkter og ydelser har indtaget scenen, som den mest værdiskabende produktionsfaktor.

Hvordan skal det forstås? Tag for eksempel et glas fra IKEA til 3-4 kr. stykket fyldt med et af tidens mange ”hotte” mineralvands mærker. Indholdet i glasset er langt dyrere end selve glasset, og det til trods for, at mineralvandet i det store hele er identisk med det, der kommer ud af vandhanen, og at glasset er transporteret den halve klode rundt og i øvrigt kan bruges igen og igen. Det er ikke bare prisen på vandet, der er højere. Producentens indtjening er samtidig meget større på mineralvand end på fremstilling af glas. Eksemplet illustrerer industrisamfundets historiske succes, men også at værdiskabelsen er flytte. Mineralvandsfirmaerne fokuserer i højere grad på produktdiversificering og værdiskabelse ved hjælp af innovation og branding. Glasproducenterne, derimod, satser på optimale produktionsprocesser og salg af store mængder til lave priser.

Paradigmeskiftet ses også i den stigende polarisering i både lønninger og priser til fordel for det unikke og specielle. Topfolk og stjerner tjener i dag mange millioner samtidig med, at almindelige udøvere sommetider kan have svært ved at tjene til livet ophold.

Udviklingen har skabt en stor fragmentering og mobilitet. Det gør, at man kan skille de forskellige elementer i værdikæderne ad og flytte dem stort set hvorhen i verden, man måtte ønske det – på samme måde som ting lavet af legoklodser, der kan skilles ad og sætte samme igen på utallige nye måder og dermed skabe noget helt nyt. Fremover vil vi tænke mere i opgaver end i jobfunktioner og kvalifikationer. Det giver ideale muligheder for at lade dem, der er bedst/dygtigst/billigst til en given opgave at udføre den. Dermed er vejen banet for en langt bedre ressourceallokering end hidtil.

Unikke og banebrydende koncepter eller produkter udspringer ofte tilfældigt af en kombination af komplementerende kompetencer, mangfoldighed og ideudveksling. Den enkelte skal derfor ikke nødvendigvis være kreativ og nyskabende. Men det gælder for alle om at udvikle spidskompetencer, der kan kombineres med andres spidskompetencer. Det unikke og banebrydende udspringer af en kombination af komplementerende kompetencer, mangfoldighed og ideudveksling, Den enkelte skal derfor ikke nødvendigvis være kreativ og nyskabende. Det gælder i stedet om have spidskompetencer der kan kombineres med andres spidskompetencer og samtidig er det vigtigt at have modet til at prøve noget nyt.

Mulighederne for at skabe nyt, har samtidig aldrig været bedre. De nye teknologier, materialer, metoder øger mulighederne for nyudvikling dramatisk. Vi kan operere helt ned på atomar, nano- og DNA-niveau og dermed at pille ved naturens basale byggesten, hvilket giver uanede muligheder for at skabe noget grundlæggende nyt. Dertil kommer, at det er blevet langt billigere at udvikle nye ideer i kraft af en række teknologiske landvindinger som 3D-printere, computersimuleringer, genteknologi m.v. samt en meget lettere adgang til information, data, viden og kompetencer. Globaliseringen medfører, at innovationer generelt er blevet meget mere profitable, at markedspenetreringen går hurtigere. Sagt på en anden måde – vi har ressourcerne, mulighederne er nærmest uendelige, og det er blevet både billigere, nemmere og enormt profitabelt, når det lykkes at skabe banebrydende innovationer.

Spørgsmålet er hvordan vi indretter os, så ressourcerne flytter sig til den nye værdiskabelse. Det er i den kontekst, at en debat om borgerløn kan have relevans og perspektiv.

Den teknologisk udvikling vil i fremtiden give langt bedre mulighed for at fokusere på og udvikle sine styrker samtidig er det muligt at slippe for de opgaver, som man er dårlige til eller ikke ”bryder sig om”, ved at outsource opgaver til teknologien eller til andre. Vi har således i fremtiden langt større muligheder for at beskæftige os med det, som interesserer os. Borgerløn vil kunne fungere, fordi fremtidens arbejde netop handler om at udfylde sine potentialer og arbejde med sine interesser og dygtiggøre sig der, hvor man har sine styrker.

Hvis vi skal skabe markant flere radikalt nye ideer – grundlaget for nyskabende innovation – så kræver det, at vi i langt større omfang bruger ressourcer på at prøve os frem. Borgerløn vil understøtte den virketrang, risikovillighed og vedholdenhed, der bliver nødvendig for succes under det nye paradigme.

Endelig har vi aktuelt indrettet os med et system, der i bund og grund er bygget for at understøtte industrisamfundet. Det udgør en barriere for, at borgerne kan udfolde deres muligheder fordi den offentlige forsørgelse beskæres, hvis man ikke forholder sig passivt. Værdiskabelse udenfor det traditionelle arbejdsmarked har trange kår, og systemet er reelt skruet sådan sammen, at des dårligere man er, og des mindre man kan, jo mere støtte får man. Man har således intet økonomisk incitament til at skabe værdi eller søge at springe rammerne med noget nyt og værdiskabende. Gruppen af borgere der således er sat skakmat udgør – sammen med de borgere, der sat til at holde dem i skak – en meget stor del af det danske samfund – og dermed en ikke værdiskabende ressource. En borgerløn vil kunne ændre på dette forhold og dermed understøtte den fremtidige værdiskabelse. Den enkelte vil få større frihed og mulighed for at forfølge sine talenter og udleve sit potentiale og derigennem styrke sit selvværd.

Mennesker, der primært lever af deres borgerløn, vil ikke blive betragtet som samfundet bund. De vil være ligeværdige borgere, der til gavn for samfundet forfølger deres ambitioner og ideer og udnytter deres potentialer. De forfølger det, de selv ønsker, og hvad der giver dem tilfredshed, og samtidig kan det være værdiskabende for samfundet. Man bliver ikke målt på, hvad man har, men hvad man gør. For den enkelte gør det en stor forskel, om man betragtes og opfatter sig selv som parkeret på bistand, eller at man får ”seed-kapital” til at udvikle og kommercialisere sine ideer og potentialer.

Ovenstående lyder radikalt og revolutionerende, men det er langt fra første gang i verdenshistorien, at vores samfund har undergået en så dramatisk udvikling. Ved overgangen fra det ene paradigme til andet brydes det gamle ned og nyt opstår. Det er en sådan proces, vi befinder os midt i, og det er en udvikling, der vil overgå alt, hvad vi i de vestlige lande har oplevet af udfordringer i nyere tid. Når man diskutere borgerløn bør det sket i lyset af den fremtidige værdiskabelse og ikke nutidens industrisamfundsbriller.