Liberalismens mulige renæssance


Det borgerlige liberale Danmark er trængt i defensiven. Dele af den gamle alliance i blå lejr distancerer sig stadigt mere fra det liberale tankegods ved helhjertet at bekende sig til nationalkonservatismen. Samtidig har Socialdemokratiet forladt liberal reformpolitik for i stedet at slå ind på en mere traditionel udgave med begyndende tilbagerulning af tidligere reformer. De liberale kræfter skal dog forsat sætte en reformdagsorden, mener Keld Holm. Du kan høre mere om dette i Cordua og Steno's seneste podcast.

Her ligger det borgerlige liberales gyldne fremtid


Det borgerlige liberale Danmark er trængt i defensiven. Dele af den gamle alliance i blå lejr distancerer sig stadigt mere fra det liberale tankegods ved helhjertet at bekende sig til nationalkonservatismen. Samtidig har Socialdemokratiet forladt den tidligere liberale reformpolitik og er slået ind på en mere traditionel udgave af Socialdemokratiet, som blandt andet betyder en begyndende tilbagerulning af nogle af de tidligere reformer.


Den liberale reformdagsorden gik dets sejrsgang i 1980erne, ovenpå oliekriserne i 1970erne og en fejlslagen socialdemokratisk krisestyring. Markedsøkonomiens fremgang kulminerede med en knusende sejr over den socialistiske planøkonomi.


I efterdønningerne på Murens kollaps bredte markedsøkonomien sig til stort set alle afkroge af verden. Ineffektive og urentable aktiviteter og virksomheder under de socialistiske planøkonomier blev lukket og med omfattende omstruktureringer, massive investeringer og lave lønomkostninger transformerede de sig til konkurren

cedygtige deltagere i den internationale arbejdsdeling. Den udvikling skabte en velstandsstigning uden sidestykke i verdenshistorien – til stor gavn for os alle.


Markedsøkonomien har været succesfuld, fordi den er både langt det mest hensigtsmæssige og værdiskabende, da den lader dem, der er bedst til en given opgave, udføre den. Det er netop, hvad markedsøkonomien og konkurrencen sikrer på sigt, ved at dem, der er bedst, udkonkurrerer dem, der ikke er så gode til opgaven. På den måde sikres en optimal anvendelse af ressourcerne.


Reformlysten forsvinder

Det som kendetegner den liberale reformdagsorden, var/er da også troen på markedet som den bedste mekanisme for udvikling af samfundet. Men alligevel synes stadig flere at abonnere på den vrangforestilling, at markedsmekanismen skulle være et nulsumsspil, hvor dem, der klarer sig bedst og skaber profit, opnår den på andres bekostning – at profit skabes ved enten at snyde eller udnytte andre.


Efter en længere reformperiode med de borgerlige liberale som hovedarkitekter, hvor talen om »konkurrencestaten« og nødvendighedens politik dominerede, er appetitten for flere reformer forsvundet. Den intense globale konkurrence skabte krav om en stadig større effektivitet, og i takt hermed blev økonomiske styringsinstrumenter bredt ud til stadig flere områder af økonomien.


Hvert et hjørne af samfundet skulle effektiviseres, og uanset om aktiviteten var målbar eller ej, skulle den måles og kontrolleres for optimering af ressourceforbruget. Man betragtede samfundet som en produktionsvirksomhed, som den var indrettet under det gamle industrisamfund. Hver en funktion gennem hele processen skulle trimmes, registreres og kontrolleres i effektivitetens hellige navn.


Inkorporering af markedsøkonomien efter den model har haft en høj pris for de borgerlige liberale. Hvis en liberal i dag efterlyser reformer, bliver det betragtet som et ønske om mere af samme skuffe – flere rationaliseringer, øget arbejdsudbud, strammere økonomiske styring, frisættelse af markedskræfter osv. Den vej vil de færreste længere ned ad. Det er det modsatte, der efterlyses, og det er med god grund – og det burde det også være for de liberale, som fortsat vedkender sig markedsmekanisme.


Realiteten er, at vi befinder os i et paradigmeskift på vej væk fra industrisamfund og ind i et innovationssamfund, hvor markedskræfterne er drevet af nogle helt andre faktorer og mekanismer end dem, der var værdiskabende under industrisamfundet.

Det nye er det nye

De dominerende og mest værdiskabende produktionsfaktorer i industrisamfundet var maskiner og kapital. Før det havde vi landbrugssamfundet, hvor den væsentligste produktionsfaktor var jord. De afgørende produktionsfaktorer for værdiskabelsen formede strukturen i begge samfund ved at understøtte de respektive dominerende værdiskabelsesprocesser. I industrisamfundet leverede det omgivende samfund ensartethed, disciplineret og uddannet arbejdskraft med forudsigelig og stram regelstyring. Sagen er imidlertid, at vi ikke længere har gevinst ved et samfund struktureret efter industrisamfundets mindset.


Markedet demonstrerer meget tydeligt, hvad der er innovationssamfundets dominerende produktionsfaktorer. Det er markedsmekanismens natur at flytte ressourcerne derhen, hvor de skaber mest værdi. Det værdifulde er ikke længere standardprodukter og ydelser, men derimod det nye og unikke. Det kan ses på, hvordan priserne på standard de seneste årtier er faldet, mens det nye og unikke stiger i pris.


Som en konsekvens af dette, er de dominerende eller mest værdiskabende produktionsfaktorer ikke længere maskiner eller kapital, men ideer – især radikale ideer, der fører til banebrydende innovationer. Virksomheder fokuserer derfor også i stigende grad på at skabe mere innovation og opfordrer deres ansatte til kreativitet og nytænkning.


Effektivitet og kreativitet opfattes typisk som hinandens modsætninger. Den traditionelle fortælling i virksomheder – »Her er vi effektive« – er derfor i mange virksomheder blevet skiftet ud med »Her er vi kreative og innovative«. Effektivitet er stadig væsentlig, men det er ikke længere altafgørende. Men når folk er passionerede og gør det, de er bedst til, er det naturlige biprodukt effektivitet.


Det skifte betyder, at fremtidens reformer heller ikke handler om at skabe mere effektivitet (om end innovation typisk skaber mere effektive løsninger) og centralisering, men om at skabe iderighed, kreativitet og innovation. Det kræver, at den enkelte får mulighed for at finde, forfølge, dyrke og forstærke sine potentialer, interesser og styrker. Det vil blandt andet også betyde reformer af folkeskolen og uddannelsessystemet generelt.


Det borgerlige liberales gyldne fremtid

Udviklingen betyder mere frihed og mindre ensartethed, for kun ved at forfølge vores individuelle potentialer og styrker opnår vi tilstrækkelig mangfoldighed og spidskompetencer til at blive mere innovative. Til gengæld bliver vi mere afhængige af at kunne samarbejde. Vi står overfor et skifte, der vil ændre vores arbejdsliv, vores værdier og mindset – i samme grad som det skete, da vi bevægede os fra landbrugssamfundet til industrisamfundet. Det er nødvendigt at bygge strukturer, som understøtter det nye paradigme. Det kommer til at kræve reformer – masser af reformer.


Ved at holde fast i markedet som den bedste mekanisme for udvikling af samfundet står de liberale særdeles centralt for at løfte den opgave. Succes for en ny reformdagsorden kræver imidlertid, at de liberale kræfter bliver langt bedre til at forklare behovet for reformer, og at de kommende reformer er af en helt anden karakter og har et helt andet sigte end tidligere reformer. Der er samtidig behov for at opbygge optimisme og tro på fremtiden. Fraværet af en positiv fremtidsvision i en tid med omfattende forandringer og udfordringer skubber mange vælgere i armene på Morten Korch-fortællerne, tilsyneladende i håbet om, at hvis man vender det blinde øje til, vil forandringer gå uden om Danmark.


Lykkes det at skabe en ny reformdagsorden, har vi en ny afgørende skillelinje i dansk politik. En skillelinje, hvor valget står mellem en defensiv nationalkonservativ politik eller en borgerlig liberal politik, som er tilpasset innovationssamfundet og rummer langt større frihed og muligheder for den enkelte end det nationalkonservative alternativ. Her ligger det borgerlige liberales gyldne fremtid.


Fra industri til innovations samfund


Tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen inviterede Keld Holm til at præsenterer og diskuterer, den fremtidige samfunds-analyse, der er beskrevet i Lottosamfundet.

Analysen og diskussion blev gjort I Lars Løkke's ny opstartet netværk, hvor analysen var omdrejningspunktet for seiminaret "Fra industri til innovation". 

Udover Lars Løkke, så deltog Rane Willerslev, Claus Jensen, Werner Valour og Mads Thjulstrup også i discussion og seiminaret. 


Seminaret kan ses her:

https://larsloekke.dk/webinar-samfund/

Nyt netværk kan bidrage til at fremme reformdagsorden


Hvis Lars Løkke Rasmussen skal lykkes med at gøre op med yderfløjens dominerende rolle og skabe fornyet opbakning til reformdagsordenen, er det nødvendigt at skabe et nyt oprør fra midten.


Tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen har valgt at starte et nyt netværk. Det sker i håbet om at gøre op med yderfløjens dominerende rolle og skabe fornyet opbakning til reformdagsordenen. Hvis Lars Løkke Rasmussen skal lykkes, er det nødvendigt at skabe et nyt oprør fra midten. Det tidligere oprør fra midten fra 1970’erne skabte stor debat i samtiden og nød også kortvarigt stor opbakning. Oprøret indeholdt store visioner, men led skibbrud som følge af urealistiske og vidtløftige planer.


Lars Løkke Rasmussen har andre udfordringer. Den første udfordring er, at appetitten på og den politiske opbakning til reformer er forsvundet. Vi har som samfund opnået tilstrækkelig velstand og tryghed til, at mange paradoksalt nok skræmmes ved udsigten til forandring. Den anden udfordring er, at der ikke er en erkendelse af – hverken bredt i befolkningen eller på politisk niveau – at det er utilstrækkeligt blot at justere, omfordele og effektivisere, det vi har.


Hvad er det for en fremtid og forandringer, vi kigger ind i? Værdiskabelsen er inden for de seneste årtier flyttet væk fra industrigulvet og standardproduktion til nyskabelser og unikke produkter. Som en konsekvens af dette er de dominerende eller mest værdiskabende produktionsfaktorer ikke længere maskiner eller kapital, men idéer – især radikale idéer, der fører til banebrydende innovationer.


Denne transformation kan sammenlignes med skiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund. Det er et skifte, der vil ændre vores arbejdsliv, vores værdier, mindset , udfordre vores risikovillighed, ændre den måde, vi opdrager vores børn på, ændre vores institutioner og ikke mindst vores uddannelsessystem helt grundlæggende. Vi bliver presset til at bygge nye rammer, som understøtter det kommende paradigme. Billedligt talt kan vi sige, at hvis man bor i et telt og forventer en storm, er det i de fleste tilfælde tilstrækkeligt at stramme bardunerne, så teltet står skarpt igen. Er det til gengæld en tsunami, der er på vej, er det hele teltet, der skal flyttes.

Desværre er det sådan i dag, at fokusset alene er på at justere bardunerne, og vi bruger nytteløse ressourcer på at få teltet til at stå skarpt igen. Der mangler en erkendelse af, at vi som samfund har behov for at flytte os markant, og at det er nødvendigt at finde en ny og grundlæggende anderledes samfundsfortælling og samfundsorganisering, som borgerne igen kan samles om.


Udviklingen kalder i den grad på en bedre indsigt i fremtidsperspektivet og en ny samfundsfortælling, som kan være fødselshjælper for transformationen til et innovationssamfund. Vi mangler en debat om, hvor teltet skal placeres i fremtiden, hvad det kræver af os, og hvilke nye og spændende muligheder det giver os alle. Hvis forandringer skal opnå fornyet opbakning, er der behov for at tydeliggøre, at der eksisterer et attraktivt alternativ til det bestående.


Det er usikkert , hvad Lars Løkke Rasmussens intension og ambitioner er. Lars Løkke Rasmussen er realpolitiker og ved, at man skal kunne tælle til 90. Indtil videre taler Lars Løkke Rasmussen da også kun om behovet for at stramme bardunerne. Men han har samtidig været manden bag de største reformer de seneste 20 år. Ligesom han tog initiativ til nedsættelse af Disruptionsrådet. Den side af ham er mere i sync med hans motto, »at hvis kort og terræn ikke passer sammen, så må man følge terrænet«.


Man kan derfor håbe, at Lars Løkke Rasmussens udtalelser om, at vi i højere grad skal skele til lande som Israel og Holland, der er langt længere fremme i transformationen henimod et innovationssamfund, og hans ønsker om at være en ”aktiv stemme i overgangens og håbets tid” rummer mere end en ambition om ”bare at stramme bardunerne”.


Det vil være en kærkommen nyskabelse, hvis dansk politik kom til at handle om, hvordan vi som samfund arbejder på at få en bedre forståelse for det overordnede perspektiv og de mulige fordele og gevinster, fremtiden potentielt indeholder. Lars Løkke Rasmussens nye netværk kunne blive startskuddet til en tiltrængt visionær debat, der ville være et kæmpe bidrag til at fremme reformdagsorden.

Fremtidens arbejdsmarked


I denne podcast-udsendelse i samarbejde med FTF får du, Keld Holms, bud på, hvordan fremtidens arbejdsmarked kommer til at se ud.


Lyt med og få et interessant indblik i, hvordan verden og arbejdsmarkedet udvikler sig. Du får også indsigt i, hvilke kompetencer der bliver efterspurgt, og hvordan du kan koble dine evner med det, som der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked. 

Glemt alt om gulduret. Hvis vores samfund skal overleve, skal vi væk fra stillstående loyalitet.


I fremtiden vil sociale skel blive udvisket, og en befolkning på borgerløn kan være den mest fornuftige løsning. Det mener økonom og fremtidsforsker Keld Holm, der advarer om, at hvis vi ikke tilpasser os, ender vi med »at blive kørt over«.


Af Christina Hilstrøm chhi@berlingske.dk


Et glas halvt fyldt med San Pellegrino-mineralvand står på et bord i Charlottenlund.


»Hvad har den største værdi?« spørger økonom, fremtidsforsker og forfatter Keld Holm. Bordet i Charlottenlund tilhører ham. Det samme gør tankerne om, hvilken vej det danske samfund bør bevæge sig.


Og nej, det er ikke det skrøbelige glas, der har størst værdi. Det blev solgt i Ikea til 23 kroner for seks glas. Det er vandet, som ellers flyder frit fra vandhaner i alle husstande nær dig.


»Folk vil som udgangspunkt sige, at man da ikke kan lave vand på flasker, putte nogle bobler i og sælge det til 30 kroner for en liter. Men det er altså ham, der laver vandet, som tjener mest. Derfor skal vi selvfølgelig også lave vand. Eller rettere. Vi skal finde på noget nyt,« siger Keld Holm.


Berlingske har bedt ham give sit bud på, hvad fremtiden bringer. Han har skrevet bogen »Lottosamfundet« om den virkelighed, han mener, vi bør forberede os på. Ifølge Keld Holm vil industrisamfundets faste og forudsigelige rammer blive afløst af en verdensorden, hvor ideer og innovation er måden at skabe værdi på. Men helt grundlæggende for det innovationssamfund, vi er på vej mod, er det, at vi ændrer vores måde at tænke på - et såkaldt paradigmeskifte på linje med skiftet fra landbrugssamfundet til industrisamfundet.


»Globaliseringen har skabt en intens konkurrence. Så det, der er standard, bliver billigere og billigere. Det kan man ikke tjene penge på. Men det kan man på det særlige og det specielle,« siger Keld Holm og tilføjer:

»På den måde har samfundet også ændret sig voldsomt. Ideer, især radikale ideer - det, vi finder markant nyt - dét forandrer og skaber værdi. Tag en mobiltelefon - den har skabt

enorm værdi og ikke bare for dem, der har opfundet den.«


Dur ikke

Det er vores tankegang, der skal ændre sig, så de gode ideer får de bedste vilkår for at vokse sig store og levedygtige.


»Det der med at være standard og konform, det dur ikke. Du skal lære at være dig selv og være unik og autentisk. For det er i det mix, at vi bliver meget mere innovative. Der er brug for en grundlæggende samfundsmæssig transformation. Det handler om vores værdier og normer. Vores samfundsfortælling og vores dannelse. Det hele skal vi ændre.«


Hvis vi kæmper videre på samme måde som hidtil, er det ikke holdbart i længden, mener han.


»Hvis ikke vi tilpasser os, ender vi med at blive kørt over. Så kommer vi virkelig ind i en kamp ned mod bunden. Det vil betyde, at vi skal konkurrere - ikke bare med Asien - men med folk fra Indien, Afrika og med robotter. Det, tror jeg ikke, bliver særlig godt, og det bliver i hvert fald fuldstændig umuligt at opretholde vores velstand på den konto,« siger Keld Holm og understreger sin pointe:


»Hvis du er dygtig til noget eller kan noget unikt - og det er lige meget hvad, for vi ved ikke, hvad der skal til - så er det værdifuldt. Det kan du få penge for.«

Set med Keld Holms øjne er det simpel økonomisk tænkning:

»Grundlæggende er vi simpelthen nødt til at flytte hen, hvor værdiskabelsen er. Sådan er markedsmekanismerne.«


Fejl har værdi

Vejen mod et ændret, langtidsholdbart samfund kræver dog justeringer. Nulfejlskulturen er et af de steder, hvor vi for alvor skal sætte ind.


»Vi skal turde lave fejl. Det bliver der også snakket om, men folk ved ikke, hvad det går ud på,« siger Keld Holm, der på et tidspunkt var ansat i en virksomhed, hvor ledelsen sagde, at det var vigtigt, at medarbejderne kunne lære af deres fejl. Derfor blev de ansatte bedt om at sende det ud på intranettet, når de havde begået en fejl.


»Det var en stor organisation, og ledelsen var ambitiøs, men der var ingen, der slog deres fejl op,« fortæller Keld Holm.

Han mener, at den manglende villighed til at indrømme fejl ligger i den tankegang, der dominerer i industrisamfundet.

»Industrisamfundet er et rationelt samfund, hvor det, du kan lære af fejl, er, at du skal tænke dig bedre om næste gang. Der er bare ikke nogen, der siger til folk, at vi faktisk er langt inde i et innovationssamfund. I innovationssamfundet har fejl værdi. Fejl betyder, at vi måske nok ikke fandt løsningen denne gang, men måske skete der noget andet interessant undervejs.«

Dermed mener Keld Holm, at den manglende lyst til at begå fejl bliver »enormt skadelig« for det samfund, vi bør arbejde for at blive.

Fastgroet loyalitet

Han ser dog små forandringer rundt omkring. Blandt andet i forhold til loyalitet over for en virksomhed, hvor man har det samme job i mange år.


»I dag er det jo ikke sådan, at man får et guldur, hvis man har været i den samme stilling i lang tid. Faktisk får man slet ikke noget. Før var man loyal, men sådan ser man ikke på det længere. Hvis du møder nogen, der har været det samme sted i mere end ti år, så vil de skynde sig at sige, at de har lavet mange forskellige ting i virksomheden og ikke har siddet det samme sted hele tiden. I dag er det vigtigere, at du kommer ud og oplever nogle forskellige ting.«


Også i børneopdragelsen ulmer forandringen.

»Du siger jo heller ikke til et barn: »Nå, Asger, nu vil jeg gerne have, at du skal være konform, og du skal indrette dig«. Nej, vi vil gerne have, at barnet bliver unikt. Så børneopdragelsen har helt generelt ændret sig.«


Tidligere har titler været en vigtig markør i forhold til, hvilket socialt lag folk tilhørte. Men ikke længere.


»Jeg bor lige ved siden af en kirkegård, og på gravstenene står der hr. overretssagfører det. Eller møbelsnedker det. Dengang betød det noget. Men i dag skal der da ikke stå på min gravsten, at jeg er økonom. I dag vil folk gerne have, at der står, at de var unikke og elskede.«


Engang var titlerne et tegn på status i tilværelsen, men i fremtidens samfund vil den slags titler reelt være meningsløse.

»I et samfund, der fokuserer på innovation, er det ikke til at se, hvem der vinder. Det kan være mig eller dig, der sammen med andre får en fantastisk idé. Derfor vil vores fællesskaber i højere grad blive baseret på interesser, og i et interessefællesskab er der ikke de samme sociale skel. Når Brøndby-fans er inde og se fodbold sammen, står direktøren ved siden af en kok, fordi de har de samme interesser,« siger Keld Holm, der spår, at samfundet generelt set vil bevæge sig i en mindre materiel retning.


»Industrisamfundet var meget materielt. Det handlede om, at man ville eje mest muligt. I dag har folk det sådan, at de ikke nødvendigvis behøver at eje noget. De vil bare gerne have det til rådighed. Når du sidder ved et middagsselskab, er det da også mere interessant at høre om, hvad din sidemand brænder for, og at vedkommende går og laver det her projekt sammen med nogle amerikanere i Singapore end at høre om, at din sidemand lige har købt to nye lamborghinier.«


Borgerløn er oplagt

Den overordnede forståelse af den retning, vores samfund bør bevæge sig i, mangler. Ifølge Keld Holm medfører det, at der ikke bliver arbejdet målrettet for at skabe de løsninger, der skal til i et innovationssamfund. En oplagt mulighed kunne være borgerløn, hvor alle borgere får en løn af det offentlige, som det lige akkurat er muligt at klare sig for.


»Problemet i dag er, at hvis vi vil være innovative, så tager det måske fem-syv år, før vi tjener noget på vores idé. Det kan også være, at det viser sig at være en dårlig idé, som aldrig giver noget. Vi skal leve af noget, og derfor kunne det give mening, at man gav folk en borgerløn, så de havde et fast beløb og kunne holde skindet på næsen,« siger Keld Holm, der understreger, at borgerløn ikke vil være stigmatiserende at modtage.


»I innovationssamfundet bliver det ikke flovt at blive finansieret af samfundet. I et sådan samfund vil det blive forventet, at den enkelte udfylder sit potentiale, og når alle samtidig har muligheden for at arbejde med det, de synes, er allermest spændende, vil borgerløn ikke resultere i et liv på sofaen.«

De gode idéer, som bliver til noget, vil, ifølge Keld Holm, ikke bare være en gevinst for personerne bag. Det vil også være til glæde for hele samfundet.


»I innovationssamfundet får vi allesammen glæde af alle de nye innovationer,« siger Keld Holm, der mener, at vores nuværende samfundsopbygning resulterer i, at en stor gruppe mennesker med potentiale for at få den næste gode idé bliver tabt på gulvet.


»Lad os sige, at der er omkring en halv million mennesker parkeret på overførselsindkomst i Danmark. I misforstået godhed har vi sagt til dem, at det er synd for dem, og de da også er ofre. Men folk vokser og bliver stærkere, hvis vi stiller krav til dem i stedet for at sige, at det er synd for dem,« siger Keld Holm.


Han forklarer, at i innovationssamfundet bliver det ikke let at stemple folk som tabere. Det er nemlig ikke til at se, hvem der får den næste gode idé. Da det samtidig bliver et samfund, der ikke lægger vægt på det materielle, bliver det mest afgørende for omverdenen, at folk er autentiske og lever for deres passion.


Fine liv venter forude

Ændringerne mod det nye samfund kommer ikke af sig selv. Benspændene er mange.


»Vi skal have en meget mere intens samfundsdebat. Men der er det problem med debatter, at det som regel er modsætninger, der diskuterer. Det er en magtkamp, hvor nogen skal vinde. På den måde får man testet en masse af. Men det er også uproduktivt. Derfor skulle vi stedet for en debat have en drøftelse. Vi skal drøfte, hvad fremtiden er, hvordan den skal formes, og hvad der skal sorteres fra,« siger Keld Holm, der også ser et muligt benspænd i opbygningen af magten.


»Den omstilling her, den kommer til at gøre ondt. Når man flytter ressourcer, er det jo ikke, fordi alle bliver glade. Det store problem bliver så, om vi kan lave sådan en transformation i et demokrati? Det kræver visionære politikere. Jeg kan bare ikke rigtig få øje på de der visionære politikere. Verden er blevet meget kortsigtet. Både blandt almindelige mennesker, i erhvervslivet og blandt politikere. Når der er et problem, så bliver der spurgt, hvad vi vil bruge af penge. Fordi man skal hurtigt lukke det ned, så folk ikke bliver utilfredse.«


Trods vanskelighederne håber Keld Holm, at vi begynder at ændre tanker, handling og samfund. Der venter nemlig fine liv forude.


»I dag har vi en forståelse af det samfund, vi har skabt, som at det er fantastisk. Det er det også. Men det andet er mindst lige så fantastisk.«

Debatten om mangfoldighed mangler forskellighed


Vi skal se os selv som unikke individer, der sammen med andre er i stand til at skabe nye ting, og ikke som snævre gruppeidentiteter, der skal tages særlig hensyn til.


Mangfoldighedsdebatten er kørt af sporet. Debatten om mangfoldighed handler nærmest udelukkende om relative, ligegyldige eksterne identitetsmarkører som køn, hudfarve eller
seksuel orientering.


Ingen tvivl om at disse grupper historisk er blevet udsat for forskellige former for diskrimination. Man kan derfor godt retfærdiggøre, at disse grupper i mange år har udgjort
spydspidsen i mangfoldighedsdebatten. Men at blive ved med at fokusere på hudfarve, køn og seksualitet – altså alt det, som for de fleste er ligegyldigt for bedømmelsen af det enkelte
menneske – giver ingen mening. Det grænser til det komiske at tro, at en gruppe er særlig mangfoldig, hvis den indeholder en sort, nogle kvinder og en homoseksuel eller to.


Mangfoldighed burde i langt højere grad diskuteres med fokus på den reelle forskellighed – nemlig det forhold, at vi alle er unikke individer og meget forskellige, når det gælder
indsigt, værdier, tænkemåde, holdninger etc. uanset de eksterne identitetsmarkører.


Oveni den forsimplede forståelse af mangfoldighed er der på det seneste kommet et stadigt mere intenst pres for konformitet skabt af krænkelseskulturer og identitetspolitik. Der er
en problematisk og stigende tendens til at udnytte tidligere tiders forskelsbehandling af svage grupper som rambuk i opgør med eksisterende magtstrukturer. Presset fra politisk
korrekthed skaber en fornyet konformitet, som er skadelig for den reelle mangfoldighed. At sproget fremover skal forme den virkelige verden og ikke omvendt, giver ingen mening.

Resultatet er en situation, hvor mange er bange for at ytre sig af frygt for at blive fordømt og udskammet af diverse selvbestaltede grupper af moralske vogtere. Dette overdrevne fokus på de ydre forskelligheder og politisk korrekthed gør, at man overser den forskellighed, som betyder noget i fremtiden.


Mangfoldighed handler om langt mere end retfærdighed over for snævre grupper. Behovet for og betydningen af mangfoldighed, forstået som den forskellighed, vi mønstrer som unikke individer, bliver hurtigt og stadig mere udtalt i takt med vores hastige bevægelse væk fra industrisamfundet. I industrisamfundet var vi vant til, at samfundet var mest velfungerende og effektivt ved fokus på standarder, faste procedure og ensretning – altså konformitet og dermed det modsatte af mangfoldighed. Men det holder ikke længere. Mangfoldighed handler om langt mere end retfærdighed
over for snævre grupper.


Værdiskabelsen har de seneste årtier afgørende flyttet sig væk fra standardproduktion til det nye og unikke. Ideer og innovation er i stigende grad blevet den nye dominerende produktionsfaktor. Det betyder, at den menneskelige evne til idérighed og innovation kommer i førersædet. Nytænkning sker først og fremmest ved, at dedikerede og passionerede mennesker med forskellige indsigter, synspunkter og tanker støder sammen.


Det er disse voldsomme sammenstød, som skaber nye ideer og erkendelser, som er grundlaget for nye banebrydende innovationer. Her handler det om at være åben, kritisk og stå fast.

Den enkelte skal i fremtiden identificere og tage afsæt i sine styrker og potentialer. Vi skal give alle plads til at være sig selv og mulighed for at blomstre. Når hver enkelt af os
forfølger vores styrker og forskelligheder – uanset, køn, religiøst tilhørsforhold, hudfarve, seksuel orientering m.v. – så skabes det bedste grundlag for idérighed og innovation.
Det er derfor vigtigt, at vi først og fremmest ser os selv som unikke individer, der sammen med andre er i stand til at skabe nye ting, i stedet for snævre gruppeidentiteter, der skal tages særlig hensyn til.


Debatten om mangfoldighed burde handle om netop dette forhold, og hvis den på den præmis kunne få vind i sejlene, vil den være et væsentligt og betydningsfuldt bidrag for
vores tilpasning til det samfund, som er i gang med at erstatte industrisamfundet.

Hvad med at indføre et 20-tal på 12-talsskalaen?


Regeringen lægger op til en justering af karaktersystemet. Forud for en justering vil det vel være hensigtsmæssigt med en grundlæggende diskussion om, hvilket karaktersystem der passer bedst til det samfund og den fremtid, vi er på vej ind i.


Nogle vil nøjes med at genindføre 13-skalaen, da den umiddelbart løser mange af de udfordringer, som regeringen påpeger ved det nuværende karaktersystem. Men man
overser en markant forskel mellem den gamle 13-skala og den nuværende 7-trinsskala.


Opbygningen af 7-trinsskalaen tager udgangspunkt i, at karaktererne skal gives ud fra opfyldelsen af eksplicit formulerede læringsmål. 7-trinsskalaen er således en absolut skala, hvor karaktergivningen alene skal foretages ud fra en vurdering af, i hvor høj grad eksamenspræstationen lever op til de mål, der er fastlagt for prøven. 13-skalaen derimod
var en relativ skala, hvor karaktererne blev givet ud fra, hvordan de studerende var rangeret i forhold til hinanden og ikke elevens absolutte niveau. Da 12-tallet gives for en præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets
læringsmål, burde der være flere og ikke færre 12-taller. Kritik af, at der har været inflation i 12-tallene, er således skudt helt ved siden af, med mindre man forventer, at kun meget få
kan opfylde de læringsmål, man har fastsat for faget.


Man får, hvad man måler. Det gælder også karakterer. Så hvad er det for et resultat og en adfærd, vi egentlig gerne vil have? Det har varieret over tiden. Formålet med den gamle 13-
skala var som sagt primært at måle den enkelte elev i forhold til andre. Skalaen var designet på et tidspunkt, hvor det handlede om at sikre ensartede færdigheder og konformitet. Den nuværende 7-trinsskala har til formål at måle, hvor godt den enkelte elev kan det fastsatte pensum. Det reflekterer, at vi lever i et performance- og konkurrencesamfund, hvor fokus er på, hvordan vi klarer os i internationale sammenligninger. Introduktionen af 7-trinsskalaen var netop et opgør med den relative karaktergivning, fordi Pisa-målingerne omkring årtusindeskiftet afslørede, at danske skoleelever mod forventning klarede sig dårligt i internationale sammenligninger.
Det er et problem ved det nuværende karaktersystem, at det ikke i tilstrækkelig grad reflekterer fremtidens behov.


Verden er i gang med at ændre sig markant. Præstationer
over middel er ikke længere tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at brillere eller være original, hvis man skal klare sig godt. Det er allerede en realitet på varemarkedet, hvor den intense
globale konkurrence tvinger virksomhederne til at koncentrere sig om det, de er bedst til og til at forny sig hurtigere. Værdien af de unikke produkter og ydelser skabt af banebrydende
innovation er stukket helt af fra værdien af standardvarer og -ydelser. Det, som tæller, er allemandseje. I fremtiden skal vi blive langt mere innovative for at klare os.


Innovation kræver mod, selvstændighed og risikovillighed, men også langt flere forskellige og ekstraordinære stærke kompetencer. Som samfund står vi bedst ved at fremme så
forskelligartede spidskompetencer som overhovedet muligt, fordi det er kombinationen af originalitet, nysgerrighed, risikovillighed, kritisk sans, kreativitet og spidskompetencer, der
skaber det bedste fundament for at skabe det unikke og dermed vores fremtidige velfærd.



Hvis man skal opbygge spidskompetencer, er det nødvendigt med fokus på interesser og styrker. Betragtes karaktersystemet i det lys, er den aktuelt anvendte 7-trinsskala absolut ikke hensigtsmæssig.


Det nuværende system har for stort fokus på, hvad den studerende ikke har lært (mangler), fremfor hvad den studerende kan. Ud fra et læringsperspektiv er det ikke meningsfuldt at skulle bedømme de studerende ud fra deres mangler. Dels fordi mangler i en læringssituation ikke er entydigt negativt, men også kan rumme et udviklingspotentiale, og dels fordi det er centralt at bygge på det, de kan, og ikke alene på det, de ikke kan, når det
drejer sig om at bygge mennesker op.


Fokusset på fejl i 7-trinsskalaen gør, at de studerende prøver at karakteroptimere ved at undgå at lave fejl. Flere lærere beklager sig over, at de studerende ikke tør svare,
medmindre de er helt sikre. Det harmonerer ikke med, at vi i stigende grad har behov for studerende, der er kreative, og som tør sprænge de bestående rammer.


Det nuværende karaktersystem giver heller ikke det store incitament til at blive langt bedre til en bestemt disciplin eller et fag, da det blot udløser et 12-tal, som det gør for dem, der blot har styr på pensum. Det betyder, at det i den samlede bedømmelse giver mere mening.


Fokusset på fejl i 7-trinsskalaen gør, at de studerende prøver
at karakteroptimere ved at undgå atlave fejl. Flere lærere
beklager sig over, at de studerende ikke tør svare,
medmindre de er helt sikre. Det harmonerer ikke med, at vi i
stigende grad har behov for studerende, der er kreative, og
som tør sprænge de bestående rammer, at satse bredt end dybt, hvis man ønsker at opnå et højt gennemsnit.


Det forstærkes yderligere af, at netop gennemsnits-karakterer er afgørende for at opnå adgang til de højere læreanstalter. I et forsøg på at maksimere karakter-gennemsnittet tvinges mange til at sprede deres indsats over så mange fag som muligt, fordi man ellers risikerer ikke at blive optaget på sit drømmestudie, hvis man har for mange ”huller”. Den med nogle af de bedste forud-sætninger risikerer ikke at blive optaget på jordemorstudiet, hvis vedkommende er dårlig til gymnastik, tysk og geografi. Hvor meget mening giver det? De studerendes jagt på et godt gennemsnit gør, at flere ender med at være jævnt gode til det meste i stedet for at være rigtig god til nogle enkelte fag eller emner.


Fokusset på fejl og den manglende mulighed for at belønne det unikke og originale i 7-trinsskalaen giver en helt forkert studiekultur. En kultur, hvor de fleste fokuserer på det
obligatoriske og bestående. Dermed afholder de sig fra at satse på det anderledes og skæve.


For at gøre det nuværende karaktersystem bedre egnet som redskab for at fremme det, vi gerne vil have mere af, kunne en løsning være, at det for eksempel var muligt at give et 15-tal til dem, der mestrer disciplinen på et betydeligt niveau over, hvad der er fastsat med
pensum. Det ville give de studerende, som interesserer sig for emnet, et incitament til at læse supplerende litteratur og dygtiggøre sig. For at tilskynde til øget risikovillighed og
originalitet kunne man gå skridtet videre og, i stedet for at introducere et 13-tal, gøre det muligt at give et 20-tal for den originale løsning. Det vil give et helt andet incitament og skabe et anderledes studiefokus.


Det gælder om at indse, at der i stigende grad er behov for spidskompetencer på enkelte områder frem for generelle kompetencer. Det er derfor positivt, at der nu bliver taget fat på karaktersystemet, så det sammen med nye inspirerende undervisningsformer og andre incitamentsstrukturer kan fremme risikovillighed og tilskynde den enkelte til at stræbe
efter fuld udnyttelse af sit potentiale og talent. Det vil komme os alle til gavn. Det er derfor vigtigt, at vi ikke lader os diktere af hensynet til sammenligneligheden med udenlandske skalaer.

Vi kommer til at "arbejde" mere i fremtiden


Kunstig intelligens og robotter i fremtiden betyder ikke, at vi skal arbejde mindre. Tværtimod vil flere udfolde deres potentialer og bruge mere tid på at dygtiggøre dem.


I erkendelsen af at stadig flere jobfunktioner i de kommende år vil blive overtaget af robotter og kunstig intelligens, imødeser mange, at vi i fremtiden skal deles om stadigt færre jobs, og at vi som helhed derfor kommer til at arbejde mindre. Den antagelse bygger på en opfattelse af, at fremtidens arbejdsmarked og jobmuligheder ikke kommer til at adskille sig nævneværdigt fra det, vi kender i dag. Det vil langt fra være tilfældet, for vi kan
allerede i dag se, at samfundet og herunder arbejdsmarkedet undergår en voldsom transformation. Det vil ikke alene skabe endnu ukendte jobfunktioner, men samtidig ændre vores indstilling til arbejde. For mange vil arbejde få et helt andet indhold og mening, end det har i dag.


Den enkelte vil få langt bedre mulighed for at udfolde sine potentialer, og det vil formentlig medføre, at mange snarere kommer til at bruge mere tid på at arbejde og dygtiggøre sig,
end det er tilfældet i dag.


Forudsigelserne om mindre arbejde i fremtid overser, at værdiskabelsen er ved at flytte. Værdien af de unikke produkter og ydelser skabt af banebrydende innovation er stukket
helt af fra de traditionelle varer og ydelser. Værdiskabelsen de seneste årtier er ganske enkelt flyttet væk fra industrigulvet og standardprodukter over til idéer – særligt radikale
idéer. Den øgede værdi af innovationer hænger sammen med, at virksomhederne er blevet så effektive og den globale konkurrence så intens, at standardvarer og ydelser i
almindelighed er blevet enormt billige og sælges med en meget lav profitmargin.


Det er i den retning, vi skal kanalisere ressourcerne – også dem, der bliver frigjort ved, at jobfunktioner vil blive overtaget af robotter og kunstig intelligens. Den nye ”innovationssektor” vil have et stort behov for ”arbejdskraft”, fordi det i langt højere grad handler om at prøve sig frem for at finde nye løsninger og produkter.


Transformationen vil grundlæggende ændre indholdet af arbejde på samme måde, som da maskinerne reducerede behovet for muskelkraft. Robotter, algoritmerne og kunstig
intelligens vil fjerne mange af de kontrollerende og gentagende opgaver, som mange i dag finder trivielle og kedelige. Skiftet i værdiskabelsen vil samtidig skabe en helt ny erhvervssektor, på linje med industrisektoren. Den nye erhvervssektor udgøres af et
enormt og ekspanderende mulighedsområde, som kan generere mange nye spændende innovationer og tiltrække masser af nye ressourcer. Omfanget eller variationen af, hvad der kan skabes, er enorm. På tilsvarende vis som ingen ved industrisamfundets start kunne forstille sig den enorme variation af produkter, som industrien igennem tiden ville skabe.


Mange vil nok sætte spørgsmålstegn ved, hvor realistisk sådan en massiv omallokering af mennesker og ressourcer er. Det er i hvert fald en ofte fremført indvending mod kravet om større kreativitet og innovation, at vi ikke alle kan være kreative og innovative. Det er en generelt udbredt holdning, at kreativitet kun er forbeholdt de få, men det er forkert.Innovation handler ikke nødvendigvis om at være kreativ, men langt mere om at have noget at byde ind med. Og det har vi alle, fordi vi alle er forskellige.

Ved at udvikle vores forskellige kompetencer og perspektiver skaber vi det ”brændstof”, der er nødvendigt for at innovative processer kan blive succesfulde. I fremtiden bliver der derfor brug for uendelig mange forskellige kompetencer og perspektiver. Dem får vi først
opbygget, hvis vi hver især tør fokusere og primært arbejde med at dygtiggøre os inden for områder, hvor vi har vores styrker og engagement.


Vi har svært ved at forestille os, at vores arbejdsliv kommer til at transformere sig markant, fordi vi fra industrisamfundet har et fastlåst billede af, hvad arbejde er for en størrelse, og
hvad vi som mennesker er i stand til. I industrisamfundet var behovet, at vi skulle fungere og bidrage til værdiskabelsen, som den var dikteret under dets paradigme. Det krævede
ensartethed og kontinuerlig effektivisering. I industri-samfundet var man aldrig stærkere end det svageste led. Der var et fokus på, at man som minimum var jævnt god til det hele.


Kravet var, at man arbejdede med at forbedre sine svage sider. Det er ikke så overraskende, at uddannelse ikke var særlig spændende for de mange, hvis talent ikke dækkede hele spektret af discipliner, som skolen prioriterede som f.eks. stavning og matematik. Mange tabte derfor lysten og blev skoletrætte, idet uddannelse og arbejde under de rammer kom til at fremstå som en sur pligt.


I innovationssamfundet opstår der helt andre og modsatrettede behov, som vi nu skal indordne os under. Det gælder om at udfolde sit potentiale og styrke sine stærke sider, hvilket for den enkelte er langt mere spændende, motiverende og meningsfyldt. Vi skal også bruge mere tid på at udvikle og forbedre vores styrker, da spids-kompetencer netop er det, der vil blive afgørende for, om man slår til og har en relevans i en innovations-sammenhæng.


Dem, der i dag er så heldige at have et spændende job, hvor de føler, at de får udfyldt deres potentiale, arbejder generelt betydeligt mere end gennemsnittet. De lægger også noget andet i begrebet ”arbejde”. For dem flyder arbejde og fritid sammen og kan ikke skelnes eller separeres, fordi det former den enkeltes identitet og giver mening. Der er således langt mere energi i at beskæftige sig på områder, hvor man har sine interesser og styrker.


Det bliver heldigvis virkeligheden for langt flere i fremtiden. Muligheden for at forme sit eget liv efter interesser og ambitioner vil blive frigjort i et hidtil uset omfang.
Vores hjerne rummer en enorm kapacitet og et kæmpe potentiale. Det er kun vores fantasi, der sætter begrænsningerne. Men hvis der skal skabes øget innovation, kræver det, at langt flere er risikovillige og har mod på at fejle og prøve sig frem. Men innovation er et lotteri.
Det, at arbejde med innovation og opbygning af kompetencer kræver tid og tålmodighed. Det kræver ofte også en større grad af finansiering. Og her er der mange, der med rette vil spørge, hvor den skal komme fra.


Det er et komplekst spørgsmål, der både handler om dynamiske effekter skabt af at lade folk beskæftige sig med det, de brænder for og har talent til. Dertil kommer løsninger skabt af markedet selv. Der er f.eks. allerede tegn på øget satsning på innovation blandt etablerede virksomheder, som også er villige til at opkøbe idéer på et tidligere stadie end før. Der er også bevægelse i retning af ændret risikovillighed hos finansielle institutter, mere venture kapital og crowdfunding. Som supplement vil det også være værd at overveje at udvide rammene for offentlige støtte i form af borgerløn.


Under alle omstændigheder er der langt mere perspektiv i at stræbe efter at flytte ressourcerne i samme retning som værdiskabelsen fremfor at gøre sig overvejelser om
fordeling af de jobfunktioner, der ikke overtages af kunstig intelligens og robotter. Det er ikke et spørgsmål om mere eller mindre arbejde, men om mere værdiskabende
beskæftigelse skabt ved at nedbryde barriererne, for at hver enkelt til fulde udnytter sit
talent og potentiale.

Borgerløn kan drive innovation og værdiskabelse i fremtiden


Udsigterne til at store grupper overflødiggøres af robotter, kunstig intelligens, internet of things m.v. har på det seneste gjort borgerløn til et varmt debatemne. Debatten foregår imidlertid på præmisser knyttet til industrisamfundets strukturer – strukturer der er under hastig forvandling. Lad os i stedet se borgerløn i lyset af fremtidens værdiskabelse.


Der er sket noget meget radikalt med værdiskabelsen igennem de seneste årtier, som viser, at vi er på vej ind i et nyt paradigme. Et paradigmeskifte er ensbetydende med et enormt værdiløft, som skabes med fremkomsten af en ny dominerende og mere værdiskabende produktionsfaktor. Det er samtidig ensbetydende med voldsom re-allokering af ressourcerne.

Det er sket før. Paradigmeskiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund foregik, da maskinerne blev mere effektive end landarbejderne og håndværkerne. De ledige ressourcer kanaliseredes over i industriproduktion, som i kraft af maskiner og samlebåndsproduktion var langt mere værdiskabende end landbrugssektoren. Kapital og maskiner blev således den dominerende produktionsfaktor fremfor jorden. Det betød også, at mange blev løftet ud af datidens udbredte fattigdom.


Nu er store dele af værdiskabelsen flyttet væk fra industrigulvet og ideer – gerne radikale ideer, der med nytænkning kan føre til banebrydende innovation eller unikke produkter og ydelser har indtaget scenen, som den mest værdiskabende produktionsfaktor.


Hvordan skal det forstås? Tag for eksempel et glas fra IKEA til 3-4 kr. stykket fyldt med et af tidens mange ”hotte” mineralvands mærker. Indholdet i glasset er langt dyrere end selve glasset, og det til trods for, at mineralvandet i det store hele er identisk med det, der kommer ud af vandhanen, og at glasset er transporteret den halve klode rundt og i øvrigt kan bruges igen og igen. Det er ikke bare prisen på vandet, der er højere. Producentens indtjening er samtidig meget større på mineralvand end på fremstilling af glas. Eksemplet illustrerer industrisamfundets historiske succes, men også at værdiskabelsen er flytte. Mineralvandsfirmaerne fokuserer i højere grad på produktdiversificering og værdiskabelse ved hjælp af innovation og branding. Glasproducenterne, derimod, satser på optimale produktionsprocesser og salg af store mængder til lave priser.

Paradigmeskiftet ses også i den stigende polarisering i både lønninger og priser til fordel for det unikke og specielle. Topfolk og stjerner tjener i dag mange millioner samtidig med, at almindelige udøvere sommetider kan have svært ved at tjene til livet ophold.


Udviklingen har skabt en stor fragmentering og mobilitet. Det gør, at man kan skille de forskellige elementer i værdikæderne ad og flytte dem stort set hvorhen i verden, man måtte ønske det – på samme måde som ting lavet af legoklodser, der kan skilles ad og sætte samme igen på utallige nye måder og dermed skabe noget helt nyt. Fremover vil vi tænke mere i opgaver end i jobfunktioner og kvalifikationer. Det giver ideale muligheder for at lade dem, der er bedst/dygtigst/billigst til en given opgave at udføre den. Dermed er vejen banet for en langt bedre ressourceallokering end hidtil.


Unikke og banebrydende koncepter eller produkter udspringer ofte tilfældigt af en kombination af komplementerende kompetencer, mangfoldighed og ideudveksling. Den enkelte skal derfor ikke nødvendigvis være kreativ og nyskabende. Men det gælder for alle om at udvikle spidskompetencer, der kan kombineres med andres spidskompetencer. Det unikke og banebrydende udspringer af en kombination af komplementerende kompetencer, mangfoldighed og ideudveksling, Den enkelte skal derfor ikke nødvendigvis være kreativ og nyskabende. Det gælder i stedet om have spidskompetencer der kan kombineres med andres spidskompetencer og samtidig er det vigtigt at have modet til at prøve noget nyt.

Mulighederne for at skabe nyt, har samtidig aldrig været bedre. De nye teknologier, materialer, metoder øger mulighederne for nyudvikling dramatisk. Vi kan operere helt ned på atomar, nano- og DNA-niveau og dermed at pille ved naturens basale byggesten, hvilket giver uanede muligheder for at skabe noget grundlæggende nyt. Dertil kommer, at det er blevet langt billigere at udvikle nye ideer i kraft af en række teknologiske landvindinger som 3D-printere, computersimuleringer, genteknologi m.v. samt en meget lettere adgang til information, data, viden og kompetencer. Globaliseringen medfører, at innovationer generelt er blevet meget mere profitable, at markedspenetreringen går hurtigere. Sagt på en anden måde – vi har ressourcerne, mulighederne er nærmest uendelige, og det er blevet både billigere, nemmere og enormt profitabelt, når det lykkes at skabe banebrydende innovationer.


Spørgsmålet er hvordan vi indretter os, så ressourcerne flytter sig til den nye værdiskabelse. Det er i den kontekst, at en debat om borgerløn kan have relevans og perspektiv.


Den teknologisk udvikling vil i fremtiden give langt bedre mulighed for at fokusere på og udvikle sine styrker samtidig er det muligt at slippe for de opgaver, som man er dårlige til eller ikke ”bryder sig om”, ved at outsource opgaver til teknologien eller til andre. Vi har således i fremtiden langt større muligheder for at beskæftige os med det, som interesserer os. Borgerløn vil kunne fungere, fordi fremtidens arbejde netop handler om at udfylde sine potentialer og arbejde med sine interesser og dygtiggøre sig der, hvor man har sine styrker.


Hvis vi skal skabe markant flere radikalt nye ideer – grundlaget for nyskabende innovation – så kræver det, at vi i langt større omfang bruger ressourcer på at prøve os frem. Borgerløn vil understøtte den virketrang, risikovillighed og vedholdenhed, der bliver nødvendig for succes under det nye paradigme.


Endelig har vi aktuelt indrettet os med et system, der i bund og grund er bygget for at understøtte industrisamfundet. Det udgør en barriere for, at borgerne kan udfolde deres muligheder fordi den offentlige forsørgelse beskæres, hvis man ikke forholder sig passivt. Værdiskabelse udenfor det traditionelle arbejdsmarked har trange kår, og systemet er reelt skruet sådan sammen, at des dårligere man er, og des mindre man kan, jo mere støtte får man. Man har således intet økonomisk incitament til at skabe værdi eller søge at springe rammerne med noget nyt og værdiskabende. Gruppen af borgere der således er sat skakmat udgør – sammen med de borgere, der sat til at holde dem i skak – en meget stor del af det danske samfund – og dermed en ikke værdiskabende ressource. En borgerløn vil kunne ændre på dette forhold og dermed understøtte den fremtidige værdiskabelse. Den enkelte vil få større frihed og mulighed for at forfølge sine talenter og udleve sit potentiale og derigennem styrke sit selvværd.


Mennesker, der primært lever af deres borgerløn, vil ikke blive betragtet som samfundet bund. De vil være ligeværdige borgere, der til gavn for samfundet forfølger deres ambitioner og ideer og udnytter deres potentialer. De forfølger det, de selv ønsker, og hvad der giver dem tilfredshed, og samtidig kan det være værdiskabende for samfundet. Man bliver ikke målt på, hvad man har, men hvad man gør. For den enkelte gør det en stor forskel, om man betragtes og opfatter sig selv som parkeret på bistand, eller at man får ”seed-kapital” til at udvikle og kommercialisere sine ideer og potentialer.


Ovenstående lyder radikalt og revolutionerende, men det er langt fra første gang i verdenshistorien, at vores samfund har undergået en så dramatisk udvikling. Ved overgangen fra det ene paradigme til andet brydes det gamle ned og nyt opstår. Det er en sådan proces, vi befinder os midt i, og det er en udvikling, der vil overgå alt, hvad vi i de vestlige lande har oplevet af udfordringer i nyere tid. Når man diskutere borgerløn bør det sket i lyset af den fremtidige værdiskabelse og ikke nutidens industrisamfundsbriller.