PARADIGME & PARADIGMESKIFT


Ordet paradigme kommer fra græsk og betyder ”forbillede” eller ”mønster”. Deraf udspringer nutidens anvendelse af begrebet som et system af tanker og sammenhænge. I dag anvendes paradigme på mange måder som synonym for verdensanskuelse og kan forstås som vores måde at se, forstå og opfatte verden eller et bestemt emneområde på. Paradigmer er med andre ord de mentale briller, som vi ser og forstår verden igennem. Paradigmet indrammer kort sagt vores forestillingsevne og er dermed langt hen ad vejen bestemmende for vore handlinger og forventninger.


Paradigmer sætter os i stand til at tolke verden og får vores erfaringer til at give mening. Fortællinger og mentale billeder gør os i stand til at forklare, illustrere og forstå, hvad der foregår. Fortællinger er kilden til inspiration, som giver os en ny vinkel at se verden ud fra. I landbrugssamfundet har man formentligt haft let ved at bruge livet på gården og dets cyklus som fortælling og billede på, hvordan verden fungerer. I takt med industrialiseringen tog over, blev maskinen en oplagt metafor til at forklare verden. I filmen Moderne tider fra 1936 illustrerede Charlie Chaplin eminent, hvordan mennesket i industrisamfundet var blevet ét med maskinerne. Mennesket blev opfattet som rationelle væsner, og følelser blev undertrykt, hvis de ikke passede til den mekaniske verdensanskuelse.


Når paradigmet på den måde strukturerer vores erfaringer, sætter det dermed også begrænsninger for vores handlinger, tankevirksomhed og de spørgsmål, vi stiller. I takt med, at et paradigme indfinder sig, begynder der at danne sig ensartede mønstrer, som dukker op i forskellige forklædninger. Det medfører også en tendens til, at vi anvender ensartede løsningsmodeller på de problemer, vi identificerer.


Paradigmeskift

Udtrykket paradigmeskift blev første gang brugt af filosoffen Thomas Kuhn i hans bog De videnskabelige resolutioners struktur fra 1962. Kuhn hævdede, at naturvidenskaben ikke havde udviklet sig ved en gradvis akkumulering af viden, men gennem omvæltninger i den videnskabelige forståelse. Kuhns teori går ud på, at der indenfor en videnskab findes et dominerende paradigme i en given tidsperiode. Det udfordres af nye paradigmer i takt med, at der findes nye videnskabelige tilgange, der er bedre til at løse de videnskabelige problemer. Disse konkurrerende paradigmer kan sameksistere i en rum tid. Men når balancen skifter, så der er et flertal, der støtter de nye tilgange, sker der et paradigmeskift i det videnskabelige miljø.


Et samfundsmæssigt paradigmeskifte er langt mere omfattende og udgør en kolossal forandring på alle niveauer i samfundet. Forandringer sker ofte langsomt i starten, men på et tidspunkt rammer processen et tipping point, og derefter går udviklingen hurtigt. Vi har en tendens til at ignorere store omvæltninger, enten fordi det kan være svært at overskue konsekvenserne af dem, eller fordi man undervurderer forandringskraften og håber, at det nuværende paradigme holder ”min tid ud”. Man håber med andre ord, at udviklingen går så langsomt, at man ikke længere er aktiv, eller man kan nå at tilpasse sig på et senere tidspunkt. Det spiller naturligvis også ind, at dagligdagens udfordringer overskygger og tager hele ens fokus. Og pludselig er ens arbejdsplads eller kundegrundlag forsvundet, uden at man helt forstår hvorfor. Det er derfor ikke uden omkostninger at ignorere store omvæltninger, for man kan ikke forlade sig på, at man senere kan indhente udviklingen. Erfaringerne med for eksempel globaliseringen viser, at hvis man ignorerer en underliggende udvikling for længe, kan man blive voldsomt negativt overrasket på et senere tidspunkt. Det er sket på trods af, at globaliseringen udvikler sig langsomt og ikke som en bølge, der hurtigt skyller henover samfundet.


Et paradigmeskifte betyder ikke, at det foregående paradigme forsvinder fra den ene dag til den næste. Tværtimod bygges et paradigmeskifte typisk op af flere mindre bølger, og de mange små bølger går ofte imod hinanden. Men hvis de mange mindre bølger er udtryk for et underliggende fundamentalt skifte, så vil bølgerne finde sammen og ende som en tsunami. Et samfundsmæssigt paradigmeskifte er altså karakteriseret ved en markant ændring på stort set alle niveauer og områder af samfundet. Det gælder videnskabens verdensforståelse, værdiskabelse, værdier og menneskeopfattelsen. Men også mere praktisk hvordan vi skal leve, hvad vi skal leve af, og hvad der bestemmer vores sociale og kulturelle sammenhængskraft.


Paradigme og samfundsfortælling

Vores fælles samfundsfortælling bidrager til at fylde det dominerende paradigme ud og giver det et operationelt indhold. Samfundsfortællingen har til formål at understøtte den dominerende værdiskabelse og bidrage til et så effektivt samfund som muligt, blandt andet ved at legitimere samfundsstrukturen og samfundsværdierne. Samfundsfortællingen skaber de optimale rammer for samfundet i form af værdier, normer og logik, som passer til værdiskabelsen. Samfundsfortællingen er med til at forme hele det system, vi lever indenfor, og som vi opfatter som givet. Det vil sige hele den ramme, vi fungerer inden for i dag. 


Samfundsfortællingen er en mental konstruktion - en fortolkning af den overordnede samfundsmæssige virkelighed. Man kan ikke kalde det en bevidst konstruktion, selv om der er brugt masser af politisk energi og tanker på at skabe den.


Samfundsfortællingen er med til at give mening

Virkelighedsopfattelsen er helt central for, hvordan vi reagerer og manøvrerer i livet. Vi bruger den til at sortere den enorme mængde af information og indtryk, vi konstant overdænges med. Hvis vi ikke havde en sådan sorteringsmekanisme, ville vi ikke være i stand til at fungere. Samfundsfortællingen er med til at sætte rammen for de individuelle fortællinger. Vi danner alle vores egen perception - billedet af virkeligheden. Den varierer af mange årsager. Vi er forskellige steder i vores liv, vi har gjort forskellige erfaringer, vi har forskellige udgangspunkter og forudsætninger, vi har forskellige ønsker og drømme, nogle er mere reflekterende og følsomme end andre, og sådan kunne man blive ved. Det gør, at vi alle er helt unikke, og at vi ikke ser verden helt ens. Samtidig er vi sociale væsner, der har et behov for at kunne fungere sammen med andre mennesker. For at kunne det, skaber vi en fælles referenceramme inden for hvert fællesskab. På det overordnede plan udgør samfundsfortællingen en sådan referenceramme.


Paradigmer op igennem historien

Gennem hele menneskehedens historie har der været tale om en stadig forbedring af vores evner, forståelse og indsigt, hvilket har gjort, at vi er blevet mere effektive. Vores værdiskabelse, og dermed vores velstand, er som følge heraf løbende blevet forbedret. Træder man nogle skridt tilbage og betragter menneskets historie i det helt store perspektiv, kan man godt se udviklingen som en lang stigning. Der er imidlertid ikke tale om en lineær eller kontinuerlig udvikling. Historisk har der været tre dominerende paradigmer: Jæger- og samlersamfundet, landbrugssamfundet og industrisamfundet.


Det første paradigme var jæger- og samlersamfundet, som varede i mange tusinde år. De fleste mennesker levede i små, ofte omstrejfende flokke, og ernærede sig ved at fiske, jage eller samle bær og frugter. Der var tale om små stammesamfund, ofte nomader, der flyttede efter fødemulighederne. Fremskridtene var meget begrænsede. For cirka 10.000 år siden begyndte jordbrugsrevolutionen, og den spredte sig efterfølgende langsomt over det meste af kloden. I kølvandet af dette opstod der landsbyer, små bebyggelser, opdyrket jord og nye livsmønstre. De to paradigmer eksisterede side om side i mange tusinde år. Da landbruget indebar en betydelig produktivitetsstigning og øget sikkerhed i fødevareproduktionen, blev landbrugssamfundet lidt efter lidt den helt dominerende samfundsform. Landbrugssamfundet var næsten rullet helt til ende ved slutningen af det syttende århundrede, da den industrielle revolution brød ud i Europa. Landbrugssamfundet forsatte ufortrødent i andre dele af verden og er fortsat dominerende i en række udviklingslande – også selvom industriproduktion har gjort sit indtog i disse lande. Det nuværende udviklingstrin – det industrielle – har indtil videre hersket i godt 200 år, lidt afhængig af hvilken del af verden, man tager udgangspunkt i. Den er ved at klinge af i den vestlige verden, mens den i andre områder først for alvor er ved at få fat som den dominerende samfundsform nu.


Den samfundsmæssige fortælling

Et samfundsparadigme kan bedst beskrives ved at opdele det samfundsmæssige paradigme i fire hoved- eller grundelementer: Verdensanskuelse eller natursyn, samfundsanskuelse, menneskesyn og en værdianskuelse eller dominerende produktionsfaktor. Disse elementer udgør et mere eller mindre konsistent samlende hele som udtrykkes i en samfundsfortælling. Hvor omfattende, gennemgribende og fundamentale forandringerne er, kan man få en fornemmelse af ved at se på ændringerne i anskuelserne og samfundsfortællingen. Men lad os først tage et nærmere kig på de to seneste paradigmer landbrugs- og industrisamfundet for at få en bedre referenceramme.  


FORSKELLIGE PARADIGMER:

Ingen recept

Der er ikke nogen færdig recept på, hvordan et paradigmeskifte opstår eller udvikler sig. Historien er fyldt med både store forandringer og modtendenser, der ikke umiddelbart har resulteret i et paradigmeskifte, og selvom man ofte efterfølgende kan pege på nogle afgørende ændringer, som gjorde udslaget, så er det sjældent tydeligt på tidspunktet, og ofte har ændringerne haft et andet sigte end de effekter, de ender med at få. Et eksempel er reformationen, som i bund og grund har omkalfatret samfundene i Nordeuropa. Oprøret mod den katolske kirke var dog egentlig en konservativ modreaktion mod en kommercialisering af den katolske kirke - et ønske om at vende tilbage til biblens bogstav. På den lange bane resulterede reformationen imidlertid i, at både den katolske kirke og kirkens magt generelt blev kraftigt reduceret, og det enkelte menneske blev friere, men samtidig mere personligt ansvarlig overfor gud. Selvom det medførte voldsomme ændringer og forandringer i hele samfundet, førte det ikke i sig selv til et samfundsmæssigt paradigmeskifte. Men på sigt var reformationen måske alligevel afgørende for, at industrisamfundets gennembrud kunne finde sted. Den tyske sociolog Max Weber er således kendt for sin teori om, at den protestantiske arbejdsetik, hvor pligten er udtalt og dogmet om, at vi yder, før vi nyder, var afgørende for den nødvendige kapitalakkumulation, der skabte grundlaget for det kapitalistiske industrisamfund. Det var i følge Max Weber årsagen til, at den først brød frem i England og Nordeuropa. Andre mener, at Renæssancen (den mentale frigørelse fra religion-dominans på fritænkning og videnskab) som har sin rod i det katolske Norditalien dannede en afgørende forudsætningen for industrisamfundet.


Svært at bestemme kausaliteten

Fordi tendenser og modtendenser, begivenheder, tilfældigheder osv. flyder sammen, kan det selv bagefter være svært at afgøre kausalitet i et historisk forløb. Det nærmeste og bedste, vi kommer en forklaring, er et helt utroligt sammenfald af omstændigheder. Hvis vi tager Sovjetunionens fald som eksempel, var det så den amerikanske oprustning eller Gorbatjovs Glasnost og Perestrojka eller noget helt tredje, der forårsagede sammenbruddet?


For at afdække et spirende eller igangværende paradigmeskifte kræver det identifikation af forhold, der har ændret sig, eller ting, der stikker ud i forhold til den overordnede fortælling, men som alligevel får lov til eller formår at overleve. Det er ofte et symptom på noget mere afgørende og fundamentalt, som endnu ikke er blevet synligt. Et eksempel på dette er, som nævnt i indledning, at vi i stor udstrækning er holdt op med at skrive afdødes titler på gravsten, sådan som det var helt almindeligt at gøre for få årtier siden. Ja, man kan stadig på gamle gravsten finde titler som Hr og Fru overlæge NN. Det, at de fleste i dag ville føle, at det ville være lidt bizart at skrive deres titel på deres gravsten, kan ses som et tegn på, at vi er ved at forlade den hierarkiske struktur, der tidligere prægede samfundet. Det er i hvert fald ikke et tegn på, at vi er holdt op med at bruge titler i det moderne erhvervsliv, hvor vi får stadig flere og smartere titler. I dag hedder det floormanager i stedet for lagermedarbejder eller procurement medarbejder i stedet for indkøbsassistent. Inflationen i titler er ikke udtryk for stærkere hierarkiske struktur. Tværtimod. Den store mængde af alle mulige titler udvander det hierarkiske system og gør det meget nemmere at maskere sidelæns skift eller endda trin ned af karriestigen. Samtidig er det et resultat af behov for større selviscenesættelse. I takt med, at jobtitler forsvinder fra vores gravstene, er det til gengæld blevet vigtigere at markere, at der var tale om en person, der var elsket og særegen.


Tipping point

Det interessante spørgsmål er: Hvornår kommer paradigmeskiftet så? hvad bliver driveren? Og hvad for et samfund vil afløse det nuværende? Det er svært at pege på, hvornår det for alvor slår igennem, da der er tale om en glidende overgang i form af nogle ændringer, der sker på utallige områder og niveauer. I brydningstiden mellem to paradigmer eksisterer paradigmerne sideløbende. Det gør det svært at forudse præcis, hvornår et nyt paradigme får mere vægt i samfundet end det gamle. Danmark forblev på mange måder et landbrugssamfund langt op i 1950’erne, det vil sige langt tid efter at industrisamfundet var slået igennem.


Generelt kan man sige, at vi ofte er for optimistiske med hensyn til, hvornår eller hvor hurtigt det tager for noget afgørende nyt at slå igennem. Til gengæld undervurderer vi for det meste konsekvenserne af store forandringer på samfundsniveau på længere sigt. Man kan imidlertid pege på, at vi allerede på en række områder har ændret os fundamentalt uden at vi måske har tænkt over, hvor fundamentale ændringerne egentlig er. Vi har heller ikke indset, at det vi gør, ikke længere hænger sammen med eller er konsistent med industriparadigmets logik og ræsonnement.


Et paradigmeskifte handler om, at det nye paradigme får kritisk masse, men er måske i endnu højere grad et spørgsmål om erkendelse. I det øjeblik vi indser, at paradigmeskiftet vil ske, så sker det også. Det kan komme som en erkendelse af, at vi ikke formår at komme ud af den nuværende sidelæns økonomiske vækst, eller at digitalisering og automatisering presser os endnu mere end forventet. Der er ikke noget som kriser, der kan fremme erkendelse og forandringer. Uden dybe økonomiske og politiske kriser kan et paradigmeskifte være en langtrukken affære, da det kræver, at man ser behovet og fordelene ved at skifte referencepunkt. Det kræver dog at det nye referencepunkt er tydeligt og solidt nok til at overbevise bredt om dets validitet og attraktion. Det vil sige, at paradigmet er konsistent og giver intuitiv mening. Derudover så skal det gerne være kombineret med en erkendelse af, at det bestående holder os tilbage fra bedre løsninger, og at et skifte vil frigøre en masse nye ressourcer og energi og dermed skabe et meget bedre samfund for flere.


Under de rette omstændigheder kan forandringer ske meget hurtigt. Et nyere eksempel er det kommunistiske systems kollaps i slutningen af 1980’erne. Fra en socialistiske samfundsmodel, der var anti-religiøs, til et kapitalistisk, hvor religion igen fik en samfundsrolle. Vi mennesker er således i stand til hurtigt at ændre adfærd og indstille os på en ny samfundsfortælling. Det gælder også på det personlige plan, hvor vished om fyring, skilsmisse eller livstruende sygdom kan få os til helt at ændre perspektiv og adfærd.


Paradigmeskiftet - endelig på vej

Det er uomtvisteligt, at det nyt paradigme træder frem på stadig flere afgørende områder, og at der allerede er sket markante skift. Det er et skift på mange forskellige planner/niveauer:


Hvor vi bor: Landet → Byer → Stor byer/klynger

Vores familie: Storfamilie → Kernefamilie → Sammensat familie

Vores fokus: Lokalt → Nationalt → Globalt

Den dominerende produktionsfaktor: Jord → Kapital/maskiner → Ideer

Vores opfattelse af verden: Uforanderlig → Forudsigelig → Uforudsigelig

Hvad styre os: Tro → Regler → Værdier

 

Skift på mange niveauer

For 25-30 år siden var Storbyerne generelt i forfald. Det har siden ændret sig markant. Tilstrømning til storbyerne er massiv, og de udgør i dag den dominerende kraft i samfundet. Vi samler os, og det samme gør virksomhederne, som i stigende grad samler sig i kompetenceklynger. Selvom vi geografisk samler os, så er vores perspektiv gået den modsatte vej med endnu større hast. Den globale dagsorden dominerer, når det gælder områder som miljø, kriminalitet, samhandel, økonomi, terrorisme og indvandring. På det nære område, så som i familien, organiserer vi os på helt nye måder, og selvom omfanget af regler og administration vokser, ved vi godt, at det er værdier, der har taget styringen. Ændringerne er voldsomme og grundlæggende, så selvom vi på mange måder lever som for 40-50 år siden, så er det bare alligevel noget helt andet. Når man stiller det nuværende samfund op overfor industrisamfundet er det tydeligt, at der en helt anderledes struktur og prioritering i dag end i industrisamfundet.


Behov for nyt paradigme

Vores fundament af viden, og dermed vores pejlemærker, flytter sig således. Når det flytter sig hurtigt, føler vi, at det skrider under os, fremfor at konsolidere sig. Den udbredte perception er lige nu, at fundamentet skrider – ny viden kommer til i højt tempo og erhvervslivet, arbejdsmarkedet, vores værdier samt samfundenes institutioner udfordres og synes under dramatisk forvandling. Vi har derfor behov for at ændre vores verdensbillede, så det passer til den nye virkelighed - til paradigmet. Hver gang vi har ændret vores verdensbillede, og mind-set, har det efterfølgende resulteret i markant løft i produktiviteten og velstanden. Det skyldes, at når man adopterer et nyt paradigme, så frigives der for det første en masse ny energi, der har været brugt til at bekæmpe det nye paradigme. For det andet begynder vi straks at se tingene fra andre vinkler, nye perspektiver. Ideer dukker op og nye muligheder skabes.


Det paradigme, som vi er på vej ud af, er som tidlige beskrevet, formet af oplysningstidens mind-set, som kan koges ned til: Jo bedre vi er i stand til at forstå verden og os selv rationelt, desto bedre kan vi forme og påvirke udviklingen. Ifølge denne tilgang ville verden i takt med videnskabens og teknologiens videreudvikling blive mere og mere stabil og velordnet. Men den verden vi lever i, ser hverken sådan ud eller opleves sådan. Verden er blevet mere kompleks og svære at kontrollere endsige at forudse. Dertil kommer, som beskrevet i de foregående kapitler, at industrisamfundets fundament er blevet undergravet de seneste årtier. Mere afgørende er det, at industrisamfundets kun i begrænset omfang formår at udnytte det ekspanderende mulighedsområde, som er helt afgørende, hvis vi skal håndtere fremtidens udfordringer.


Det ny paradigmets grundteser er, at den menneskelige race har et enormt potentiale og individuelt set meget forskellige. Hvis vi i større udstrækning efterligner naturen evne til at kombinere løbende tilpasning og nyskabelse, vil vi være i stand til markant at øge innovationstempoet og dermed generere produktivitetsvækst og fornyet vækstmomentum og stigende velstand. Kombinationen af større mangfoldighed, flere spidskompetencer og et ekspanderende mulighedsområde vil samtidig markant øge chancerne for flere radikale nyskabelser, der blandt andet vil kunne give svar på eller afhjælpe de store udfordringer med ressourceknaphed og miljøudfordringer, som, vi står overfor. Nyskabelser er en enorm fordel for os alle sammen, fordi det betyder ting bliver billigere og/eller bedre. Jo mere banebrydende desto større gevinst, fordi der samtidig skabes noget helt nyt, som dækker nye behov eller giver hel nye muligheder for os. Innovation er derfor enormt værdiskabende. Hvis vi skal lykkes med at transformere samfundet til det nye paradigme, er det nødvendigt at skabe en kulturel kontekst, hvor mennesker føler sig inspireret, motiveret og tilskyndet til at eksperimentere, til at skabe og til at samarbejde med andre i processen. 


Det er helt centralt, at vi forstår værdien af innovationer – at innovationer grundlæggende er årsagen til vores økonomiske fremgang op igennem historien. Uden innovationer ville vi stadig sidde om bålet i skind. Innovation har muliggjort, at vi kan skabe de mest utrolige faciliteter til at forbedre vores liv, og har gjort det muligt at brødføde stadig flere milliarder mennesker. Når mange alligevel har et ambivalent forhold til innovation, hænger det blandt andet sammen med, at teknologi fremmedgør os. Væksten i befolkningen og den voksende økonomiske velstand har samtidig tvunget os til at blive mere og mere effektive og har ført til rovdrift på planetens ressourcer. Mange har derfor også en stor bekymring for, at fortsat befolkningsvækst, sammen med en kraftigt voksende middelklasse, vil medføre et ressourcetræk, der kan lægge vores planet øde. Det er et dilemma. Når det kommer til stykket, er langt de fleste af os ikke villige til at opgive de sidste 50-60 års teknologiske fremskridt. Er man virkelig villig til at give afkald på internettet, mobiltelefonen, opvaskemaskinen, køleskabet og andre tekniske bekvemmeligheder? Næppe. Eller at flytte til en fugtig lille lejlighed med toilet i gården eller fraskrive sig de markante fremskridt, der er gjort indenfor sygdomsbekæmpelse og behandling, for eksempel indenfor hjerte- og kræftbehandling, som vil betyde, at man reducerer sin forventede levealder med cirka 15 år. Sådan kunne jeg blive ved. Det er mulig, at der er en tendens til at overvurdere de udfordringer, der kan være en følge af innovation og de forandringer, der følger heraf. Men hvis det hele var så forfærdeligt, ja så er det jo i princippet ikke noget, der forhindrer den enkelte i at frasige sig værdierne skabt af innovationen. Man må dog nok indstille sig på, at det bliver svært at få en isblok til sit ”køleskab” hos det lokale ismejeri. Det er selvfølgelig utopi at skrue tiden tilbage eller hold fast i fortiden. Selv Amish-befolkningen har svært ved at holde fast. Vi kan heller ikke på forhånd bekæmpe innovationerne, fordi vi ikke ved, hvad de kan bruges til i fremtiden. Og slet ikke, fordi det samtidig også vil være dem, der skaber løsninger på vores klima og miljøudfordringer og betyde, at vi kan indrette vores liv, så det passer til vores ønsker og behov. 


Mange og tætte fællesskaber

Fremover vil samfundets tilbud i højere grad være skræddersyet til den enkelte, ligesom vi hver især får bedre mulighed for at udvikle os. Der vil komme mange flere og forskellige former for fællesskaber. Deltagelse i dem bliver frivillige og afhængig af interesser, og de vil derfor også alt andet lige blive tættere. Samfundets sammenhængskraft vil ligeledes blive større, fordi alle i samfundet vil have behov for at interagere med det omgivende samfund og gøre deres bedste. Det kan styrke viljen til at understøtte hinanden, fordi man ved, at alle har gjort deres yderste for at bidrage til fællesskabet. Det betyder også en erkendelse af, at den enkelte har ansvar for sig selv og ikke bare kan forvente, at samfundet bærer én på hænder og fødder. I takt med, at vi har fået større ansvar hver især, og større velfærd, er der en tendens til, at vi kun vil have alt det gode i livet. Det er et utroværdigt og uopnåeligt Utopia. Det nye paradigme kræver langt større selvindsigt, autenticitet og refleksion af det enkelte individ. Derfor er vi nødsaget til at erkende, at livet ikke er lutter lagkage, men en oplevelse på godt og ondt. Den erkendelse bliver et af de helt afgørende skift i forhold til den nuværende mind-set, hvor vi hele tiden forsøger at opbygge mere og mere tryghed. Ønsket om større tryghed har været en af de afgørende drivkræfter bag udviklingen. Og selvom det, vi udsættes for i dag, er meget lidt udfordrende og mere uproblematisk end tidligere tiders sult, nød og sygdom, så har vi et stadig større ønske om at blive skærmet for det. Der er nærmest som om, at jo mere tryghed vi får, desto mere tryghed stræber vi også efter.

Fremtidens paradigme bringer en anden form tryghed ved, at det ikke alene er plads, men også brug for alle. Der vil dog blive stillet nogle nye krav til den enkelte, som vi ikke har været så vant til med industrisamfundets forskrevne konformitet. Der bliver flere valgmuligheder at tage stilling til for den enkelte og den øgede mangfoldighed vil betyde, at det ikke længere vil være en mulighed bare at følge flokken. Vi vil i højere grad blive tvunget til at udvikle og følge vores eget værdimæssige kompas. 


Mange elementer i det nye paradigme

Det kommende paradigme indeholder således utallige nye og forskellige elementer, som kan være svære at beskrive kort. Et af de afgørende elementer kan, lidt groft, illustreres med en dialog fra filmen 1492 - the Conquest of paradis mellem Columbus og den Spanske Statholder, der havde fået Columbus fyret som vicekonsul over den nye verden. Statholderen beskylder med foragt Columbus for at være en drømmer. Columbus opfordrer statholderen til at se ud over byen og fortælle, hvad han ser. ”Jeg ser tårne, jeg ser paladser, jeg ser katedraler, jeg ser civilisationen, jeg ser spir, der næsten rører ved himlen.” Columbus svarer: ”Alt sammen skabt af mænd lige som mig”. I fremtiden vil igangsætterne, entreprenørerne, ide-skaberne og de visionære, nørder i langt højere grad komme i førersædet i forhold til administratorerne, der har vist sig reelt at stå magtesløse overfor tidens udfordringer.


Læs mere på

www.lottosamfundet.dk